Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi, født i 1970. Indrejst i august 1992. I august 1993 meddelte Flygtningenævnet klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I september 1996 blev klageren i byretten idømt fængsel i 4 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. lov om euforiserende stoffer § 3. Den 30. april 1998 blev klageren i byretten idømt fængsel i 7 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud gældende for 5 år for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, og af lov om euforiserende stoffer. I september 1998 idømte landsretten klageren fængsel i 10 måneder og fastsatte indrejseforbud frem til januar 2008. Ved dommens bestemmelse bortfaldt klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 32. I juni 1999 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at Udlændingestyrelsen fandt, at klageren på baggrund af udlændingelovens 49 a, jf. § 31, ikke kunne udsendes til Burundi. Udlændingestyrelsen besluttede samtidig at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorved den af landsrettens idømte udvisning og indrejseforbud indtil august 2008 bortfaldt. I december 1999 stadfæstede landsretten byrettens dom fra september 1999, hvorved klageren blev idømt fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Ved dommens bestemmelse bortfaldt klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 32. I januar 2002 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at Udlændingestyrelsen fandt, at klageren på baggrund af udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, ikke kunne udsendes til Burundi. Udlændingestyrelsen besluttede samtidig at meddele klageren afslag på asyl, jf. udlændingelovens § 7. I marts 2002 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 2. I juni 2004 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at styrelsen havde besluttet, jf. udlændingelovens § 32 b og § 49 b, at klageren kunne udsendes til Burundi, da han efter styrelsens opfattelse ikke risikerede forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1 A, afsnit 2, nævnte grunde og at han efter styrelsens opfattelse heller ikke ville være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk hutu. Klageren var sammen med sin moder aktiv i hutu-bevægelsen. Klageren har ikke under sagens behandling ønsket at forklare, hvilke aktiviteter han udførte for bevægelsen. Flygtningenævnet udtalte indledningsvis, at de generelle forhold for hutu-befolkningen i Burundi ikke i sig selv kunne begrunde, at klageren ikke kunne udsendes til Burundi. Med hensyn til klagerens politiske tilhørsforhold lagde nævnet til grund, at klageren ikke forud for sin udrejse havde selvstændige politiske aktiviteter, men at hans tilknytning til Palipehutu især havde forbindelse til moderens politiske tilknytning til partiet. Under hensyn til udviklingen i Burundi med fredsprocessen, hvori også Palipehutu har deltaget aktivt, samt til oplysningerne om partiets repræsentation i regeringen, fandtes det forhold, at klageren forud for udrejsen og under sit ophold i Danmark havde sympatiseret med Palipehutu, ikke at medføre risiko for, at klageren ved en tilbagevenden ville blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse af grunde, der er omfattet af flygtningekonventionen. Det bemærkedes i den forbindelse, at klagerens fængsling fra 1988 til 1992 under hensyn til den tid, der var gået, og de politiske ændringer siden da, ikke kunne begrunde en anden vurdering. Det fandtes heller ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive underkastet dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Burundi/2004/6
