Bur20044

Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi, født i 1964. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger om Burundi, senest Home Office Report fra april 2004, er det kun Rwasa fraktionen af Palipehutu/FNL, der er i opposition og i konflikt med overgangsregeringen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren fra 1990 havde været medlem af Palipehutu. Ansøgerens oplysninger i asylansøgningsskemaet, i samtalen med Udlændingestyrelsen og også det i nævnet fremlagte bilag sandsynliggjorde derimod ikke i tilstrækkelig grad, at ansøgeren tilhørte Rwasa-fraktionen inden for Palipehutu/FNL. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Burundi risikerede forfølgelse fra overgangsregeringen eller ikke at kunne opnå dennes beskyttelse mod enkeltpersoners efterstræbelse af ham, jf. § udlændingelovens 7, stk. 1. Der var heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Burundi/2004/4