Flygtningenævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Burundi, født i 1981. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk hutu og ikke havde været politisk aktiv. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at den bar på byens markedsplads, hvor hun serverede, blev angrebet af FNL rebeller, at en tilstedeværende tutsi soldat blev dræbt, og at hun efterfølgende sammen med cirka 15 andre personer blev tvangsmæssigt ført bort af rebellerne. Det lykkedes ansøgeren at flygte efter cirka 20 dages tilbageholdelse, hvorunder hun blev udsat for forskellige overgreb. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun havde været udsat for en af udlændingelovens § 7, stk. 1, omfattet forfølgelse, eller at hun ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, som indebar, at hun havde krav på beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet lagt vægt på omstændighederne omkring angrebet, herunder at der var flere til stede i baren under angrebet. Flygtningenævnet fandt det således ikke sandsynligt, at ansøgeren ville blive draget til ansvar for, at en tutsi soldat var blevet dræbt, alene fordi hun er hutu og arbejdede i den bar, hvor drabet havde fundet sted. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke tidligere havde været i myndighedernes søgelys. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville blive anset for FNL sympatisør, og nævnet lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at ansøgeren sammen med omkring 15 andre personer var blevet tvunget til at følge med FNL rebellerne. Den fremlagte tilsigelse kunne ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for asylrelevante overgreb fra FNL rebellernes side. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at tilbageholdelsen af hende sammen med en gruppe andre personer måtte anses for tilfældig og som et led i FNL generelle aktiviteter, og ikke kunne anses som udtryk for en konkret og individuel efterstræbelse af ansøgeren. Hverken de generelle forhold i Burundi eller den omstændighed, at ansøgeren ingen familie havde i hjemlandet, kunne i sig selv begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Burundi/2004/10
