Nævnet stadfæstede i februar 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to mindreårige burundesiske statsborgere, født i 1994 og 2002, repræsenteret ved deres far. Asylsagen vedrørte to mindreårige børn, hvis far i maj 2003, efter lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002, ansøgte om, at hans børn blev tillagt asylstatus i konsekvens af faderens egen opholdstilladelse. Ansøgernes fars opholdstilladelse blev givet i henhold til § 7, stk. 2, (de facto-status) i lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Til brug for vurderingen af børnenes asylansøgning var det ansøgerens far, der blev indkaldt til møde i Flygtningenævnet for at afgive forklaring. Flygtningenævnet lagde indledningsvist til grund, at ansøgerne var etniske hutuer og burundiske statsborgere. Det blev lagt til grund, at ansøgernes farfar var medlem af Halipahutu, at farfaderen blev dræbt i begyndelsen af 1995, at ansøgernes to farbrødre blev dræbt i 1993, at ansøgernes far ikke havde været medlem af noget politisk parti, og at ansøgernes far kun havde udført meget begrænsede aktiviteter for farfaderen i en meget ung alder. Det kunne ikke antages, at ansøgerne i deres egenskab af børn tilhører en særlig social gruppe, som var omfattet af Flygtningekonventionen. På denne baggrund kunne det ikke lægges til grund, at ansøgerne, der var mindreårige, havde noget selvstændigt asylmotiv. Med hensyn til spørgsmålet om opholdstilladelse i konsekvens af ansøgernes fars status bemærkede nævnet, at faderen i november 2000 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, med henvisning til indholdet af de daværende baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Burundi. I det foreliggende tilfælde, hvor asylansøgningen var indgivet efter den 1. juli 2002, var det en betingelse for konsekvensstatus, at faderen i dag opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 685 af 24. juli 2003. Ved vurderingen heraf lagde nævnet vægt på de nu foreliggende oplysninger, herunder navnlig Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af maj 2003, hvorefter der var en igangværende fredsproces i Burundi, ligesom der ikke skete generel forfølgelse af etniske hutuer, som derfor ikke i sig selv var i særlig risiko for overgreb. Hertil kom, at faderen ikke havde været medlem af noget politisk parti, og at faderen heller ikke havde udført aktiviteter, som i sig selv havde været egnet til at profilere faderen i forhold til myndighederne eller politiske organisationer. Med hensyn til familiens forhold i øvrigt blev det særligt bemærket, at drabet på farfaderen og farbrødrene lå langt tilbage i tid. Det kunne derfor ikke antages, at faderen ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en af udlændingelovens § 7, stk. 1, omfattet forfølgelse, ligesom der efter det foreliggende heller ikke var holdepunkter for at antage, at faderen skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for de i udlændingelovens § 7, stk. 2, omfattede forhold. Der var herefter ikke grundlag for at meddele ansøgerne konsekvensstatus som følge af faderens forhold. Som følge af det anførte opfyldte ansøgerne ikke betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingeloven s § 7. Burundi/2004/1
