Burma20051

Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Burma, født 1967. Indrejst i maj 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren hævdede at være burmesisk statsborger. Flygtningenævnet forkastede dette og lagde til grund, at ansøgeren er statsborger i Bangladesh. Flygtningenævnet havde herved blandt andet lagt vægt på oplysninger fra UNHCR om den familie, der var registreret som indehavere af en fremlagt Family Book, at denne familie har fem børn og er repatrieret til Burma i september 2003, at det ikke er udelukket, at to familier kan få tildelt samme registreringsnummer, men at Flygtningenævnet fandt det så overvejende usandsynligt, at to familier registreres på samme nummer med samme navn, opholdssted og alder, at Flygtningenævnet måtte afvise dette. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på sprogtest og nationalitetstest, som viste manglende kendskab til det påberåbte hjemlands forhold. Ansøgeren havde i øvrigt forklaret divergerende under sagens behandling. Da Flygtningenævnet således forkastede ansøgerens forklaring om sit tilhørsforhold og asylmotiv, opfyldte han ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Burma/2005/1