Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1977. Indrejst i september 2002. Ansøgeren havde forklaret, at han var etnisk rohingya fra Burma, og at han var blevet chikaneret af militæret i Burma på grund af sin etnicitet. Ansøgeren havde under sagen fremlagt et burmesisk id-kort og en fødselsattest. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en ansøger at sandsynliggøre sin identitet, herunder sin nationalitet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer flertal fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var rohingya fra Burma, men måtte lægge til grund, at ansøgeren var bangladeshisk statsborger. Nævnets flertal lagde vægt på, at ansøgeren i sin besvarelse af Udlændingestyrelsens spørgsmål, indsamlet under fact-finding i oktober og november 2003, ikke havde kendskab til centrale spørgsmål om forholdene for rohingyaer, herunder sproglige betegnelser anvendt af rohingyaer. Den foreliggende sprogtest konkluderede, at ansøgeren måtte antages at være fra det sydøstlige Bangladesh og fremhævede, at ansøgeren anvendte betegnelser, som ikke anvendes af rohingyaer, men af folk hidrørende fra Bangladesh. Nævnets flertal kunne heroverfor ikke tillægge de fremlagte attester betydning. Der henvistes til fact-finding rapporten om sikkerheds- og menneskeretsforhold for rohingyaer i Burma og Bangladesh af december 2003 om mulighederne for at skaffe falske dokumenter. Nævnets flertal fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren vil være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Burma/2004/3
