burm20133

Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Burma. Indrejst i 2011.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk shan/karen og kristen fra Rangoon, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at være sammen med sin ægtefælle i Danmark, samt at hun frygter de burmesiske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udstødt som følge af burmesisk tradition, der foreskriver, at man som gift kvinde bor sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren har derudover henvist til, at hun vil være i vanskeligheder på grund af sin ægtefælles politiske aktiviteter for det sort-listede demokratiske parti DPNS. Ansøgeren indrejste i Danmark den […] 2011, og hun søgte asyl den […] 2012 efter at have fået afslag af Udlændingestyrelsen på familiesammenføring på grund af manglende dokumentation for ægteskabets indgåelse. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes forhold til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de af ansøgeren oplyste vanskelige forhold for enlige kvinder, som efter hendes forklaring i det væsentlige er økonomiske, i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder dernæst ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller for overgreb som følge af ægtefællens forhold. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren to måneder efter ægteskabets indgåelse indrejste legalt i Burma og efterfølgende igen udrejste legalt uden mellemliggende problemer, samt at familien heller ikke efterfølgende har haft problemer med myndighederne. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der ikke i baggrundsoplysninger er oplysninger om egentlig forfølgelse eller grovere chikane af familiemedlemmer til politiske aktive, samt at ægtefællen var ret uprofileret for det pågældende parti, og at partiet efter sin hjemmeside nu aktivt deltager i det politiske liv i Burma. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2013/3