burm201211


Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. Det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen efter samtykke fra ansøger havde forelagt de af ansøgeren fremlagte id-dokumenter i form af et UNHCR-id-kort og et dokument vedrørende ”Registration of Refugees from Myanmar from Bangladesh” for UNHCR. (Resumeet findes både under Burma og Bangladesh)
 
Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgerens advokat har under sagens behandling i nævnet begæret sagen udsat på fornyet forelæggelse for UNHCR. Ansøgerens advokat har anført, at hun ikke finder, at UNHCR har besvaret de stillede spørgsmål, men alene har koncentreret sig om at besvare de stillede spørgsmål ud fra MRC-nummeret. Hun har endvidere anført, at selvom de fremlagte id-dokumenter skulle være falske, burde UNHCR have søgt på ansøgerens navn og ikke blot have koncentreret sig om MRC-nummeret. Advokaten har endvidere anført, at dette så meget mere gør sig gældende, da dokumenterne ikke fremtræder klare. Ved brev af […] 2012 har Udlændingestyrelsen anmodet UNHCR, Dhaka om at besvare følgende spørgsmål:

Is UNHCR able to identify the applicant as a registered Burmese refugee?

In which period did the family reside in UNHCR camps in Bangladesh?

What happened to the family after 1998?

Ved e-post af […] 2012 har Udlændingestyrelsen modtaget UNHCR’s høringssvar. Det første spørgsmål er besvaret på følgende måde ”No. A Hindu family is registrered under the MRC number noted in the ID supplied by the applicant. The applicants name is not included in this family”. Det fremgår endvidere af svaret, at UNHCR er i besiddelse af optegnelser vedrørende hindu-familien frem til 2005. UNHCR har oplyst, at både id-kortet (refugee card) og registreringsattesten er falsk. Flygtningenævnet finder, at UNHCR har besvaret de spørgsmål, som er stillet af Udlændingestyrelsen. Besvarelsen er sket på grundlag af det materiale, som UNHCR har fået forelagt, og som er tilvejebragt af ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor ikke anledning til at udsætte sagen af de af advokaten anførte grunde. Ansøgeren har oplyst at være etnisk rohingya og muslim fra en landsby i Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er etnisk rohingya. Han har til støtte herfor anført, at familien flygtede til Bangladesh, da ansøgeren var et til to år på grund af konflikter som følge af deres etnicitet. Ansøgeren tog i 1992 sammen med sin familie ophold i flygtningelejren […]i Bangladesh. I 1998 opstod der masseslagsmål i flygtningelejren, og ansøgeren blev i den forbindelse skilt fra sin familie. Ansøgeren fik efterfølgende arbejde i […] hos en mand, der udsatte ansøgeren for overgreb. Ansøgeren flyttede derfor til Chittagong, hvor han opholdt sig og arbejdede for to forskellige personer frem til 2008, hvor han tog tilbage til flygtningelejren for at eftersøge sin familie, men uden held. Han fik i flygtningelejren udleveret to id-dokumenter vedrørende sin familie og ham. Han tog herefter tilbage til Chittagong, hvor han fortsatte sit arbejde for sin tidligere arbejdsgiver frem til udrejsen, som arbejdsgiveren hjalp ham med. Ansøgeren har anført, at han heller ikke kan vende tilbage til Bangladesh, idet han ikke er statsborger i landet. Ansøgeren har i forbindelse med sin ansøgning om asyl fremvist et id-kort og en registreringsattest for flygtninge fra Burma. Han har oplyst, at id-kortet er udleveret i 2008 af UNHCR i […]-lejren, da han var 18 år. Han har oplyst, at registreringsattesten vedrører hans familie, og at han fik den udleveret ved henvendelse til UNHCR i lejren, da han vendte tilbage i 2008. Ansøgeren har forklaret, at hans søster er født i 1996, hvilket også fremgår af registreringsattesten. Det fremgår imidlertid af attesten, at den er udstedt i 1992, og at familien på daværende tidspunkt bestod af fire personer inklusiv søsteren, født i 1996. De omhandlede dokumenter har været forelagt for UNHCR, der har besvaret spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren er burmesisk flygtning benægtende. Herudover har UNHCR anført, at det er en hindu-familie, som er registreret under MRC-nummeret i den registreringsattest, som ansøgeren har fremlagt. UNHCR har endvidere blandt andet anført, at både id-kortet og registreringsattesten er falske. Sprogtesten har ikke kunnet underbygge, at ansøgeren er etnisk rohingya fra Burma. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har oplyst at have konflikter i hjemlandet, der kan begrunde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2012/11