Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk chin og kristen af trosretning fra [landsby], [by], Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Myanmar frygter at blive anholdt af myndighederne, idet hun har unddraget sig tvangsarbejde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de myanmarske myndigheder gennem de sidste mange år har opsøgt hende for at tvinge hende til tvangsarbejde. Såfremt ansøgeren ikke ville eller kunne udføre tvangsarbejdet krævede myndighederne, at ansøgeren i stedet for betalte penge til myndighederne. Det var politiet eller landsbyens formand, der stod for opkrævningen. Ansøgeren har udført tvangsarbejde, men har også undgået tvangsarbejdet ved at betale penge til politiet. Dette skete sidst to til tre måneder forinden hendes udrejse. Myndighederne krævede, at ansøgeren betalte bestikkelse mindst fire til fem gange om året, og nogen gange hver uge. De samme betingelser har været gældende for alle i landsbyen og også i den landsby, hvor ansøgerens bror bor. Ansøgeren, der er 66 år gammel, fremstår som havende en svækket hukommelse, og Flygtningenævnet finder, at det må antages, at dette har medvirket til, at ansøgerens forklaring om asylmotivet har fremstået upræcis og usikker. Ansøgeren har kontinuerligt forklaret, at hun i en årrække er blevet pålagt arbejdsopgaver, og at hun enten har udført disse eller betalt et kontantbeløb til politiet eller til landsbyens ældste. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at forholdene har været ens for alle, og at landsbyboerne har hjulpet hinanden med at skaffe pengene. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke har kendskab til, at de angivelige trusler om frihedsberøvelse er blevet effektueret. Flygtningenævnet finder, at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at ansøgerens problemer falder ind under anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, idet det ikke kan anses sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2018/1/SHH
