Nævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2009.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren oplyste, at han var etnisk rohingya fra Burma. Klageren fremlagde til støtte for sit asylmotiv et burmesisk National Registration Card (NRC) udstedt [i sommeren] 1997, samt et burmesisk fødselsregistreringsbevis udstedt [i foråret] 1985. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2010 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen modtog efterfølgende i 2011 nye baggrundsoplysninger vedrørende etniske rohingyaer fra Burma. Oplysningerne fremgår af: ”Rohingya refugees in Bangladesh and Thailand”, udgivet af Udlændingestyrelsen i maj 2011, og ”Notat vedr. fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke for den muslimske befolkning (Rohingya) i den nordlige del ad Rakhine State (NRS) i Burma”, udfærdiget af Dokumentations- og Projektkontoret, Udlændingestyrelsen den 5. juli 2011. Udlændingestyrelsen modtog endvidere i 2010 en henvendelse om blandt andet, at klageren rettelig er fra Bangladesh og ikke etnisk rohingya fra Burma. Udlændingestyrelsen inddrog klagerens opholdstilladelse [i efteråret] 2015, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Klageren har indgivet klage over Udlændingestyrelsens afgørelse til Flygtningenævnet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at opholdstilladelsen efter praksis skal være opnået på et objektivt urigtigt grundlag for, at betingelserne for inddragelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er til stede. Flygtningenævnet finder, at karakteren og indholdet af de henvendelser, som Udlændingestyrelsen har modtaget i 2010 og efter det oplyste i 2013, ikke uden en nærmere undersøgelse, kan benyttes som bevis for, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet finder endvidere, at baggrundsoplysningerne fra 2011 og 2014 fra Landinfo, Temanotat, Myanmar: Rohingyaer, hvorefter det som udgangspunkt kan lægges til grund, at ID-kort efter visse baggrundsoplysninger ikke er udstedt efter 1989, selvom der er visse usikkerhedsmomenter, ikke har et sådant indhold, at oplysningerne i den konkrete sag kan føre til en inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Herefter, og idet Flygtningenævnet heller ikke finder, at den omstændighed, at klageren i forbindelse med sin asylansøgning fremlagde en fødselsattest udstedt i 1980, efter indholdet af ovennævnte baggrundsoplysninger, kan føre til, at opholdstilladelsen skal inddrages. Der er herved lagt vægt på, at det vedrørende fødselsattester fremgår af de nævnte notater, at det er sjældent, at rohingya-kvinder føder på hospital, samt at det siden midten af 1990-tallet var muligt for rohingyaer, også i Rakhine, at få udstedt fødselsattester. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er fremkommet sådanne objektive oplysninger, som kan føre til, at det kan lægges til grund, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […] 2015, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” burm/2016/3/chk