Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burkina Faso. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk mossi og kristen katolik fra Ouagadougo i Burkina Faso. Ansøgeren har været aktivt medlem af en menneskerettighedsorganisation siden 1999. Ansøger har herudover været medlem af lærernes fagforening […] og af partiet […], hvor han senere blev ekskluderet. Herefter startede han sammen med andre ekskluderede medlemmer partiet […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burkina Faso frygter at blive tortureret eller dræbt af politiet, medlemmer af Congrés pour la democratie et le progrés (CDP), de overordnede i undervisningssystemet eller af borgmesteren. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren dog konkretiseret sit asylmotiv derhen, at han alene frygter overgreb fra politiets side, idet han løbende har været udsat for trusler fra politiet igennem nogle år. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han er lærer, herunder at han har undervist i menneskerettigheder, og at han siden 1998 har haft problemer med myndighederne. I den anledning har ansøgeren oplyst, at han i 1998 blev udsat for fysiske overgreb af politiet i forbindelse med en protestmarch. I 1999 havde ansøgeren sammen med en menneskerettighedsorganisation arrangeret en demonstration og samme dag fik ansøgeren oplyst, at CDP havde udsendt personer for at dræbe medlemmer af menneskerettighedsorganisationen. I 2000 blev ansøgeren beskyldt for at stå bag urolighederne i forbindelse med en demonstration på hans skole. I 2006 beskyldte ansøgeren ledelsen på sin skole for korruption, idet de havde taget penge for ydelser på skolen, som skulle være gratis. I 2008 og 2009 blev ansøgeren beskyldt for at opildne eleverne på skolen til at strejke over de dårlige vilkår på skolen. Dette blev efterfulgt af en disciplinærsag, hvor ansøgeren tillige blev beskyldt for at have fornærmet landets præsident. I 2010 og 2011 blev ansøgeren på ny beskyldt for at stå bag demonstrationer i området og i den forbindelse blev han bortvist fra sin stilling som lærer. Ansøgeren blev overflyttet til en anden stilling, og i den forbindelse blev han løbende opsøgt af politiet, ligesom politiet efterfølgende holdt øje med ham. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen, men bemærker dog, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har forklaret noget upræcist, navnlig om de tidligere begivenheder. Flygtningenævnet lægger til grund for sagen, at ansøgeren ikke siden 1998 har været udsat for fysiske overgreb fra politiets side. Ansøgeren har sandsynligvis løbende haft forskellige konfrontationer med sine overordnede, men dette har ikke givet anledning til andet end skriftlige henvendelser fra ledelsen af de gymnasier, han har været tilknyttet og skriftlige henvendelser fra dele af det administrative apparat i Burkina Faso. Flygtningenævnet lægger vægt på, at de af ham omtalte begivenheder 1998 og 1999, som efter ansøgerens oplysninger har givet anledning til løbende demonstrationer, hvori ansøgeren har deltaget, ligger langt tilbage i tid. Ansøgeren har ikke aktuelt været udsat for fysiske overgreb fra politiets side. Ansøgeren er udrejst legalt fra Burkina Faso på eget ægte pas, og ansøgeren har først søgt om asyl efter udløbet af sit visum i sommeren 2013. Under disse omstændighederne finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet er i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han er i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burk/2013/1
