Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren er indrejst som mindreårig. Indrejst i 2009. I 2009 hjemviste Flygtningenævnet sagen til Udlændingestyrelsen, idet nævnet vurderede, at ansøgeren på daværende tidspunkt ikke var moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, efter at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Justitsministeriet) havde stadfæstet en afgørelse, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse som uledsaget mindreårig, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2.
Flygtningenævnet udtalte:
”At den beskikkede advokat har principalt nedlagt påstand om hjemvisning, subsidiært påstand om at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Hun har til støtte for påstanden om hjemvisning anført, at Flygtningenævnets afgørelse af […]2009 har retskraft således, at Flygtningenævnet ikke kan behandle den af Udlændingestyrelsen indbragte afgørelse. Flygtningenævnet bemærker, at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration ved afgørelse af […] 2010 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1. Ministeriet anførte i afgørelsen, at sagen herefter blev sendt til Udlændingestyrelsen med henblik på en fornyet vurdering af spørgsmålet om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen har herefter gennemført en samtale med ansøgeren den […]2011, og styrelsen har den […]2011 truffet afgørelse om, at ansøgeren nu anses for at være tilstrækkelig moden til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Udlændingestyrelsen har samme dag meddelt ansøgeren afslag på asyl. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har opholdstilladelse i Danmark, og at Udlændingestyrelsen derfor af egen drift vil skulle behandle ansøgerens asylsag forud for en eventuel udsendelse. Dette skal ses i sammenhæng med, at det efter udlændingelovens § 31 gælder et absolut refoulementsforbud. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at nævnet i dag kan behandle såvel afgørelsen om modenhed som afgørelsen om asyl, idet det bemærkes, at ansøgeren ikke har frafaldet sin ansøgning om asyl. Flygtningenævnet har ved asylvurderingen inddraget de lægelige oplysninger om ansøgerens mentale tilstand. I relation til spørgsmålet om modenhed finder nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren under nævnsmødet i dag har afgivet forklaring med en sådan forståelse for blandt andet sine oplevelser i Bosnien, baggrunden for udrejsen samt rejseruten og rejsemålet, at ansøgeren har udvist tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en almindelig asylprocedure. Ansøgeren er etnisk bosnier og muslim af trosretning fra […]i Srebrenica kommune i Bosnien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bosnien frygter at blive dræbt af serbere, som vil hævne, at ansøgerens fader dræbte serbere under krigen i det tidligere Jugoslavien. Ansøgerens fader, der var soldat i den bosniske hær og politisk aktiv, blev i 1995 dræbt af serberne. Fra ansøgeren var 10-11 år gammel, har han boet alene. Ansøgerens moder giftede sig med en ny mand, som ansøgeren ikke ønskede at bo sammen med. Frem til sin udrejse blev ansøgeren løbende udsat for fysiske og psykiske overgreb af serbiske betjente og af civile, blandt andet i form af trusler, slag og tilbageholdelser. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, vedrørende de problemer, som han har haft i Bosnien med civile og betjente som følge af hans liv i […]som gadebarn, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der er tale om forhold, som ansøgeren kan henvises til at søge myndighedernes, herunder de overordnede myndigheders, beskyttelse imod. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bosnien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bosn/2012/3