Nævnet stadfæstede i august2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst første gang i 2008. Ansøgeren havde i perioden fra efteråret 2008 til foråret 2009 været registreret som forsvundet, men var efter sit eget udsagn rejst tilbage til hjemlandet, idet han ikke ønskede at blive udsendt til Italien i medfør af Dublin-reglerne. Ansøgeren havde tidligere opholdt sig i længere perioder i Nederlandene og Italien. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Det fremgik blandt andet heraf, at ansøgeren havde deltaget som soldat i den bosnisk-muslimske hær i 1993, og at han havde konstateret, at militærpersoner havde stjålet fyringsolie fra et kedelrum. Han havde senere modtaget en dom på halvandet års fængsel. Dommen var ifølge ansøgerens forklaring udsprunget af, at han urigtigt havde været tiltalt for overfald på militærpersoner. Han havde afsonet fire måneder, hvorefter han havde fået amnesti. Ansøgeren havde siden krigens afslutning boet i Bosnien-Hercegovina i lange perioder, herunder hos sine søstre, der boede i tre forskellige byer. Ifølge ansøgerens forklaringer var han i alt omkring fem gange i perioden fra 1998 til sin seneste udrejse i foråret 2009 blevet overfaldet af en muslimsk gruppering bestående af unge mænd med skæg. Personerne havde skiftevis krævet penge og truet ham til at tie stille. Dette havde efter ansøgerens opfattelse sammenhæng med, at ansøgeren selv havde antydet i sin hjemby, herunder på caféen, hvor nogle af overfaldene havde fundet sted, at ansøgeren ville kunne vidne mod folk fra sin tidligere enhed, som havde begået krigsforbrydelser under krigen. Ansøgeren frygtede derfor ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren efter sine forklaringer ikke var blevet forsøgt kontaktet af myndighederne med henblik på at skulle afgive vidneforklaringer. Hans søstre eller anden familie var heller ikke blevet kontaktet i en sådan anledning. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde søgt asyl enten i Italien eller Nederlandene, hvor han i perioder havde arbejdet, eller i andre lande, som han var rejst igennem, inden han var ankommet til Danmark første gang. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at da Udlændingeservice traf afgørelse om, at ansøgeren skulle returneres til Italien efter reglerne i Dublin-konventionen, valgte ansøgeren at rejse tilbage til hjemlandet, hvor han efter sin forklaring havde opholdt sig fra efteråret 2008 til foråret 2009. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, som er angivet i flygtningekonventionen, jfr. Udlændingelovens § 7, stk.1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at de hidtidige episoder ikke havde en sådan karakter, at de i sig selv kunne anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærkede videre, at dommen vedrørende ansøgeren lå langt tilbage i tid. Flygtningenævnet fandt videre, at der var tale om forhold, som ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes, herunder de overordnede myndigheders, beskyttelse imod, og at ansøgeren i øvrigt ville kunne tage ophold andre steder i Bosnien-Hercegovina, hvis han ikke fandt at kunne tage ophold i sin hjemby. Bos/2009/2
