Nævnet stadfæstede i april2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Bosnien-Hercegovina. Begge ansøgere havde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5. Den kvindelige ansøger var indrejst i 1996 og den mandlige ansøger i 1998. Begge var af Flygtningenævnet blevet meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet Flygtningenævnet i henholdsvis 1997 (vedrørende den kvindelige ansøger) og 1999 (vedrørende den mandlige ansøger) havde stadfæstet Udlændingeservices afgørelser. På baggrund af en anmodning om genoptagelse i 2008 besluttede Flygtningenævnet samme år at genoptage sagerne og henviste sagerne til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingeservice. Ansøgerne havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøger var blevet pålagt tvangsarbejde og tortureret af serbiske soldater. Den mandlige ansøger var deserteret fra føderationshæren under krigen i 1994. Den kvindelige ansøger havde henvist til at hun, mens hendes mand havde deltaget i krigen, flere gange var blevet voldtaget af serbiske soldater. Endelig havde ansøgerne henvist til, at de under et ferieophold i hjemlandet havde været udsat for granatangreb mod deres bopæl. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgernes seneste forklaringer blev lagt til grund, fandt Flygtningenævnet fortsat ikke, at ansøgerne på grund af deres konflikter og de overgreb, de var udsat for i 1994 under borgerkrigen, ved en tilbagevenden til hjemlandet på nuværende tidspunkt ville være i en konkret risiko for forfølgelse eller overgreb, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede, at der i Bosnien-Hercegovina var udstedt amnesti for kriminelle forhold begået under krigen, herunder desertering. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at angrebet med en håndgranat foretaget af ukendte gerningsmænd mod ansøgernes ejendom i hjemlandet under ansøgernes ferietur i sommeren 2005, var understøttet af myndighederne, men måtte anses for en enkeltstående kriminel handling. Ansøgerne havde forklaret, at de havde forladt stedet få timer efter angrebet, og at de ikke havde nærmere kendskab til, hvad der videre var sket. Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgerne måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerne, hvis de ikke ønskede at vende tilbage til deres hjemby, ville kunne tage ophold i Føderationsområdet. Ansøgerne opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgernes helbredsmæssige forhold og psykiske forhold kunne ikke begrunde en ændret vurdering. Bos/2009/1
