Nævnet stadfæstede i april 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Bosnien-Hercegovina. Den mandlige ansøger er indrejst i 2000 og den kvindelig ansøger i 2001. Begge ansøgere er etniske bosniere og muslimer af trosretning. De er begge tidligere medlemmer af SDA. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger som sit asylmotiv havde anført, at serberne i Republika Srpska havde rejst anklage mod ham for krigsforbrydelser begået i Bosnien i 1992. Ansøgeren havde anført, at der ville være risiko for, at hvis han vendte tilbage til Bosnien, ville blive udleveret til Republika Srpska, og at han ikke ville kunne forvente at få en retfærdig rettergang. Han ville formentlig blive tvunget til at underskrive en falsk tilståelse. Den mandlige ansøger havde endvidere anført, at der – selvom han måske ikke ville blive formelt udleveret til serberne – ville være risiko for, at han blev kidnappet af serberne og på den måde bliver ført til Republika Srpska. Denne risiko mente ansøgeren var forstærket efter gennemførelsen af den nye politireform i Bosnien. Den mandlige ansøger havde under asylsagen forklaret, at han ikke havde begået krigsforbrydelser under krigen i Bosnien. Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY) havde over for Flygtningenævnet oplyst, at myndighederne i Republika Srpska havde anklaget ansøgeren for at have begået krigsforbrydelser i september 1992. Efter gennemgang af sagen havde ICTY imidlertid fundet, at beskyldningen ikke var tilstrækkeligt underbygget, og der verserede derfor ikke nogen sag imod ansøgeren. Det fremgik af en udtalelse i sagen fra Udenrigsministeriet, at det er en forudsætning for, at en person vil blive udleveret til retsforfølgning i Republika Srpska, at anklagemyndigheden i Haag har vurderet, at det foreliggende bevismateriale er tilstrækkeligt til at gennemføre en sag. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ville blive udleveret til retsforfølgning i Republika Srpska. Uanset om ansøgeren, således som anført af ham selv, skulle blive udleveret til retsforfølgning, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at han i givet fald ikke skulle få en retfærdig rettergang. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse navnlig vægt på oplysningerne i Europarådets 10. rapport af 25. april 2005 og 11. rapport af 3. november 2005, hvor blandt andet politireformen, retsreformen og samarbejdet med ICTY er omtalt. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina ville være i risiko for at blive udsat for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Den mandlige ansøger opfyldte således ikke betingelserne for at blive meddelt asyl i Danmark. Den mandlige ansøgers frygt for, hvis han vendte tilbage til Bosnien-Hercegovina i dag, at blive kidnappet af serberne og udsat for overgreb fra deres side, hvilede alene på formodninger og kunne under henvisning til de ovenfor nævnte Europaråds-rapporter ikke føre til et andet resultat. Den kvindelige ansøger havde ikke anført noget selvstændigt asylmotiv, men havde alene henvist til sin ægtefælles forhold. Bos-Her/2006/1
