Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina, født 1978. Indrejst i september 1998. Udlændingestyrelsen meddelte i juli 2000 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Styrelsens afgørelse blev i september 2000 stadfæstet af Flygtningenævnet. Det blev lagt til grund, at ansøgeren var jugoslavisk statsborger. I september 2004 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på vurdering af ansøgerens sag i forhold til Bosnien-Hercegovina. I april 2005 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sagen var af Udlændingestyrelsen forsøgt behandlet i proceduren for åbenbart grundløse sager. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens hjemland er Bosnien-Hercegovina, hvor han er født og opvokset, og hvor han havde opholdt sig indtil udrejsen til Serbien og Montenegro i 1995. Flygtningenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han har bosnisk-hercegovinsk personnummer, at hans bror er bosnisk-hercegovinsk statsborger, og at det af den bosnisk-hercegovinske lov om statsborgerskab som vedtaget af det bosnisk-hercegovinske parlament den 27. juli 1999, i artikel 37 fremgår, at alle personer, der var statsborgere i Bosnien-Hercegovina frem til den 6. april 1992, fortsat må anses for statsborgere i Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren havde som asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina frygter fængsling som følge af, at han undlod at møde op til session før udrejsen i 1995 og siden havde opholdt sig 5 ½ år i udlandet. Herudover frygter ansøgeren chikane og overgreb fra civilbefolkningens side. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens manglende fremmøde på session er asylbegrundende. Nævnet lagde herved vægt på, at forholdet må anses for omfattet af den bosnisk-hercegovinske amnestilov af 3. december 1999. Nævnet fandt endvidere, at ansøgeren, såfremt han måtte blive udsat for chikane fra privatpersoners side, måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Bos-Her/2005/1
