Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina, født 1977. I oktober 2000 indrejste ansøgeren første gang i Danmark og indgav ansøgning om asyl. I august 2002 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren endeligt afslag på asyl. I november 2002 udrejste ansøgeren til hjemlandet. I juni 2003 indrejste ansøgeren på ny i Danmark og indgav ansøgning om asyl. Sagen blev behandlet af Flygtningenævnets formand på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 4, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet fandt fortsat, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i føderationsområdet i Bosnien-Hercegovina. Det forhold, at ansøgeren efter sin tilbagevenden ikke havde kunnet få udstedt id-kort på kommunekontoret, kunne ikke ændre nævnets vurdering. Ansøgeren har efter artikel 3 i lov om identitetskort for borgere i Bosnien-Hercegovina som intern fordreven person ret til at få udstedt id-kort, og han måtte henvises til at klage til de relevante myndigheder over kommunens afgørelse. Det forhold, at ansøgeren ved sin tilbagevenden blev fængslet i 15 dage i isolation og dér angiveligt blev udsat for overgreb, kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en enkeltstående episode, at ansøgeren blev løsladt, og at ansøgeren ikke senere var blevet fængslet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ifølge egne oplysninger havde klaget over behandlingen af ham til retten i Zenica, og at hans klage blev modtaget. Nævnet måtte henvise ansøgeren til at afvente rettens afgørelse eller indbringe en eventuel afvisning for en højere retsmyndighed. Det forhold, at ansøgeren var blevet overfaldet af medlemmer af partiet SDA, kunne ikke føre til, at ansøgeren skulle meddeles asyl. Der var tale om et enkeltstående tilfælde af borgerlig kriminalitet, som ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Den chikane, ansøgeren havde været udsat for fra naboerne på det sted, hvor han opholdt sig, var udført af privatpersoner, og ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. Oplysningerne om ansøgerens psykiske problemer kunne ikke føre til et andet resultat i asylretlig henseende. Spørgsmålet om, hvorvidt der forelå sådanne humanitære grunde, at ansøgeren ikke burde vende tilbage til hjemlandet, hører under Integrationsministeriets kompetenceområde. BiH/2004/4
