Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Bosnien-Hercegovina, født i 1965 (M) og 1971 (K). Indrejst i marts 2003. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne er bosniske muslimer. Den mandlige ansøger blev genindkaldt til Bosnien-Hercegovinas hær, hvorunder han i marts 1993 blev taget til fange af serberne. Han blev tilbageholdt i 15 dage og herunder udsat for grove overgreb. Efter løsladelsen, der skete som fangeudveksling via Røde Kors, var han indlagt i cirka en måned på et militærhospital. De efterfølgende 10 år boede han i hjemmet sammen med sin far og sin kone og deres børn. Han levede dels af farens pension, dels af det han kunne tjene ved spredt forefaldende arbejde, idet han var for syg til at få et fast arbejde. Han modtog således løbende i hele perioden psykiatrisk behandling, som følge af hans tilstand efter mishandlingen. Han udrejste efter faderens død, idet en af de personer, der havde været med til at mishandle ansøgeren, var ansøgerens nabo, og denne nabo nu vendte tilbage til byen. Ansøgeren havde ikke haft nogen konfrontationer med naboen efter tilbagekomsten, ligesom han heller ikke havde talt med ham. Ansøgeren havde ikke anmeldt naboens krigsforbrydelser til myndighederne. Det turde han ikke. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, fra myndighederne, og heller ikke fra den pågældende nabo. Der havde således ikke efter naboens tilbagekomst været nogen konfrontationer med ham. Flygtningenævnet fandt i øvrigt, at ansøgeren måtte henvises til at rette henvendelse til de bosniske myndigheder vedrørende de forbrydelser, som naboen havde begået. Flygtningenævnet fandt ikke, at de overgreb, som den mandlige ansøger var udsat for under tilbageholdelsen i 1993, nu kunne medføre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren havde boet i hjemmet sammen med sin familie i de følgende 10 år indtil udrejsen. Det kunne i den forbindelse ikke tillægges afgørende betydning, at naboen var vendt tilbage, selvom ansøgerens psykiske tilstand blev forværret som følge heraf. BiH/2004/1
