Belarus20042

Flygtningenævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Belarus (Hviderusland), født i 1972, indrejst i juli 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er belarusser, kristen og fra Brest på grænsen mellem Polen og Belarus. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygter myndighedsforfølgelse, idet han flere gange har været tilbageholdt på grund af sine politiske aktiviteter for det belarussiske socialdemokrati (BSDP). Ligesom Udlændingestyrelsen fandt Flygtningenævnet det påfaldende, at ansøgeren ikke hverken ved sin ankomst til Danmark eller ved senere afhøring i Udlændingestyrelsen mere deltaljeret har kunnet redegøre for BSDP – i lyset af at han efter sin forklaring siden januar 2001 har været aktivt medlem af dette parti. Flygtningenævnet fandt det endvidere påfaldende, at ansøgeren i februar 2004 i Moskva fik udstedt et Schengen-visum til Danmark med mulighed for indrejse i perioden fra ultimo marts til ultimo april 2004, når det er oplyst, at ansøgeren netop i marts 2004 skulle være blevet tilbageholdt, flygtet og samme dag nogle timer senere udrejst via Ukraine til Polen. Denne tidsmæssige sammenhæng, kombineret med ansøgerens noget usammenhængende beskrivelse af sin flugt i marts 2004, gør, at Flygtningenævnet i hvert fald ikke kan lægge til grund, at han i marts 2004 er blevet tilbageholdt af myndighederne. Selvom det blev lagt til grund, at ansøgeren i mindre omfang har været aktiv og muligt også i marts 2002, maj 2003 og december 2003/januar 2004 har været tilbageholdt, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne medføre asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren hver gang er blevet løsladt, ligesom tilbageholdelserne ikke har haft en sådan intensitet og et sådant omfang, at dette kan medføre asyl. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle i marts og april 2004 efter det fremlagte materiale skulle være blevet kontaktet af myndighederne, kan ikke føre til noget andet resultat. Belarus/2004/2