Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Nævnet meddelte i juni 2004 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig kvindelig statsborger fra Belarus (Hviderusland), født i 1987. Indrejst i december 2003. Ansøgeren havde mistet sine forældre som 12-årig, og havde siden boet hos sin bedstemoders søster. I december 2003 blev ansøgeren udsat for frihedsberøvelse, fysiske og seksuelle overgreb samt trusler fra højtstående politipersonale, der ønskede, at ansøger skulle stå til rådighed for dem seksuelt. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærkede herved, at forklaringen i det væsentlige var konsistent og sammenhængende og ikke stred mod de generelle baggrundsoplysninger om forholdene i hjemlandet. Ansøgeren havde herefter været udsat for frihedsberøvelse, gentagen voldtægt, og trusler m.v. af højtstående politipersonale, der havde givet udtryk for fortsat interesse for ansøgeren. Under hensyn til ansøgerens alder og familieforhold samt de generelle baggrundsoplysninger om forholdene i Belarus var der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren kunne opnå den fornødne beskyttelse i Belarus. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Belarus/2004/1