Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Belarus, født 1978. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt, at tilbageholdelsen af ansøgeren i 2001 i forbindelse med en identitetskontrol var asylbegrundende. Nævnet havde lagt vægt på, at ansøgeren, uanset at tilbageholdelsen muligvis kunne have forbindelse med en kulturpersons død, og uanset at han blev overfaldet i cellen af medindsatte, blev løsladt efter to til tre dage, uden at der blev rejst nogen sigtelser mod ham, at ansøgeren herefter ikke havde nogen forbindelse med politiet før i februar 2004, og at han først udrejste i juli 2004. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at de to afhøringer af ansøgeren i begyndelsen af 2004 kunne anses for asylbegrundende, da der ikke i den forbindelse var foretaget yderligere retsskridt mod ansøgeren. Det bemærkedes i den forbindelse, at Flygtningenævnet ikke fandt det sandsynliggjort, at overfaldet på ham i februar 2004 var myndighedsunderstøttet. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til Hviderusland var i risiko herfor. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i maj 2004 fik udstedt pas helt legalt, og at ansøgeren i juli 2004 ved sin udrejse til Polen og blev pas- og visumkontrolleret af de hviderussiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at de hviderussiske myndigheder var bekendt med, at han havde søgt asyl i udlandet, eller at han alene af den grund risikerede at blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Bela/2005/1
