Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Hviderusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hviderusser og kristen ortodoks af trosretning fra Grodno, Hviderusland. Ansøgeren har været medlem af […] i ni år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland frygter at blive fængslet i fem til ti år, idet han har trykt og uddelt politiske flyveblade. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2007 var til en stor demonstration i Minsk. I 2008 blev ansøgeren anholdt og idømt halvandet års fængsel. Ansøgeren blev løsladt efter et år og to måneder grundet god opførsel. Et år efter at ansøgeren blev løsladt, begyndte ansøgeren og hans bekendte at trykke flyveblade. Den maskine de anvendte til at trykke flyvebladene på, stod i ansøgerens bekendte, [A’s], sommerhus. Ansøgeren skulle køre flyvebladene ud til folk. [A] blev anholdt for omkring syv år siden. Ansøgeren formoder, at [A] blev anholdt om efteråret. Ansøgeren levede herefter i skjul i to til tre uger, hvorefter ansøgeren flygtede til Rusland. Ansøgeren opholdt sig i Rusland i otte til ti måneder, og boede hos forskellige familiemedlemmer. Ansøgeren tog herefter til Tyskland, hvor han søgte om asyl. I starten af 2015 blev ansøgeren udvist til Hviderusland. [I starten af] 2016, fem dage efter ansøgerens hjemkomst til Hviderusland, blev han anholdt, mens han var til byfest i Grodno. Ansøgeren har for Flygtningenævnet nu forklaret, at han sad fængslet i fire til fem dage. En dag kom to betjente med vand til ansøgeren i cellen. Ansøgeren slog den ene betjent et par gange, så han faldt om, og slog derefter den anden betjent én gang i leveren, hvorefter ansøgeren stak af. Ansøgeren tog derefter en taxa til en vens lejlighed, hvor ansøgeren overnattede. Herefter kørte ansøgeren med bil fra Hviderusland til Rusland. Efter ansøgeren havde opholdt sig i Rusland i halvanden måned, tog han tilbage til Grodno, hvorfra ansøgeren flygtede til Danmark. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende om sin færden forud for udrejsen blandt andet om deltagelse i demonstrationer, om medlemskab af […], om uddeling af flyveblade, om hvornår ansøgeren opholdt sig i Tjekkiet og om begivenhederne i forbindelse hermed, om ”trykkemaskinen” i sommerhuset, om de personer, som ansøgeren samarbejdede med, om hvem der underrettede ansøgeren om politiets anholdelse af ansøgerens bekendt i sommerhuset, samt om tidspunktet for anholdelsen i 2015 og længden af den efterfølgende frihedsberøvelse. Hertil kommer, at ansøgeren valgte at deltage i en byfest i sin hjemby, selvom han samtidig var bekendt med, at den person, der blev anholdt i sommerhuset var blevet idømt en længerevarende fængselsstraf, ligesom ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende om sin færden efter flugten fra arresten. Idet ansøgerens forklaring i øvrigt fremstår usammenhængende, finder Flygtningenævnet at han heller ikke for nævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, hvorfor Flygtningenævnet forkaster hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Hviderusland risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7. stk. 1. Endvidere kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2016/4/SHH