Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2009. I 2003 var ansøgeren blevet medlem af den islamiske organisation Jamaat-ul-Mujahideen Bangladesh (JMB). Her havde han jævnligt deltaget i møder, indtil JMB blev erklæret forbudt af regeringen i begyndelsen af 2005. Herefter havde ansøgeren alene deltaget i enkelte møder. I sommeren 2005 var JMB af regeringen blevet beskyldt for at have udført bombesprængninger i 63 distrikter i Bangladesh. I slutningen af 2005 var ansøgerens kontaktperson, der var et højtstående medlem i JMB, blevet anholdt, og ansøgerens bopæl var to dage senere blevet ransaget af politiet. Flygtningenævnet udtalte, at det af ansøgerens forklaringer fremgik, at ansøgeren fra og med sommeren 2003 havde deltaget i et antal møder på en græsplæne ved et polyteknisk institut i Dhaka med deltagelse af medlemmer fra JMB. Efter at JMB var blevet forbudt af regeringen i begyndelsen af 2005, havde ansøgeren fortsat deltaget i nogle af disse møder. Efter bombesprængningerne, der havde fundet sted i sommeren 2005, havde han deltaget i tre-fire møder i efteråret 2005. Ansøgerens navngivne kontaktperson var efter ansøgerens forklaring en af de fem øverste ledere af JMB. Kontaktpersonen var blevet arresteret i slutningen af 2005, og ansøgerens bopæl var blevet ransaget i samme periode, hvilket ansøgeren havde fået at vide telefonisk af sin søster, mens han havde været på arbejde. Herefter havde ansøgeren holdt sig skjult hos nogle familiemedlemmer, venner og bekendte. I sommeren 2006 var ansøgeren flyttet hen til en ven, i nærheden af den indiske grænse og var rejst til Indien i foråret 2007 i konsekvens af blandt andet, at ansøgerens kontaktperson i JMB var blevet henrettet i foråret 2007. Ansøgeren havde ikke siden været i Bangladesh. Flygtningenævnet, som kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen, fandt ikke noget holdepunkt for at antage, at ansøgeren under de ovennævnte omstædigheder havde begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse i hjemlandet, jf. Flygtningekonventionens artikel 1F (b). Flygtningenævnet lagde som nævnt til grund for sagen, at ansøgeren alene havde deltaget i en række møder, efter opfordring fra den navngivne kontaktperson. Flygtningenævnet fandt ej heller, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren udenfor Danmark havde begået lovovertrædelser, som kunne medføre udvisning efter Udlændingelovens §§ 22, 23 eller § 24. Flygtningenævnet fandt derfor ikke grundlag for, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, eller § 10, stk. 2, nr. 2. Flygtningenævnet lagde efter de ovennævnte oplysninger til grund for sagen, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for asylbegrundet forfølgelse som følge af sit daværende medlemskab af JMB. Bangla/2010/2
