bang20126


Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk bangladesher og muslim fra[…], Bangladesh. Siden 2000 eller 2001 har ansøgeren sympatiseret med Bangladesh Nationalist Party. I 2007 fik han en stilling som joint secretary i Bangladesh Nationalist Partys ungdomsorganisation i lokalområdet. Hans opgaver bestod blandt andet i at arrangere møder og omdele partipolitisk materiale. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i forbindelse med sit virke for Bangladesh Nationalist Party siden 2009 ved flere lejligheder er blevet overfaldet af medlemmer af det politiske parti Awami League. Medlemmerne har slået ham og truet hans familie med, at de ville slå ham ihjel. Efter ansøgerens udrejse fra Bangladesh er hans far blevet påkørt og formodentligt dræbt af medlemmer fra Awami League. Ansøgeren har videre om sit asylmotiv oplyst, at politiet i Bangladesh falsk har anklaget ham for at stå bag pengeafpresning og terrorisme. Uanset, om Flygtningenævnet i det væsentlige måtte lægge ansøgerens forklaring om, at han har været politisk aktiv, og at han angiveligt som følge heraf er blevet overfaldet tre gange, til grund, kan dette ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet alene bygger på ansøgerens formodning, at der er en sammenhæng mellem overfaldene og hans politiske aktiviteter, og at de overfald og trusler, som ansøgeren har forklaret om, ikke har et sådant omfang og intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Bangladesh var forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller var i en konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke kunne søge de overordnede myndigheders beskyttelse imod. Flygtningenævnet har herved tillige lagt nogen vægt på, at det følger af nævnets baggrundsoplysninger, at det ikke er usædvanligt, at der forekommer voldelige sammenstød mellem tilhængere fra Awami League og Bangladesh Nationalist Party, og at det alene bygger på ansøgerens formodning, at hans fader blev påkørt af politiske modstandere. Som følge af det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort denne del af sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterlyst af de bangladeshiske myndigheder på grundlag af falske anklager for pengeafpresning og terrorisme, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt til støtte herfor – angiveligt fra retten i […]– er vurderet uægte af Udenrigsministeriets lokale kilde i Bangladesh, og at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren er udrejst på et pas lydende på eget navn, hvis han allerede ved udrejsen var efterlyst af politiet for blandt andet terrorisme. De fremlagte artikler fra en lokal avis, der omtaler sigtelser rejst mod ansøgeren, kan på den anførte baggrund ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har herefter heller ikke sandsynliggjort denne del af sit asylmotiv. Ansøgeren har således i det hele ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/6