Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. (Resumeet findes både under Bangladesh og Burma)
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er angiveligt etnisk rohingya og muslim fra Burma. Ansøgeren har til asylregistreringsrapporten fra efteråret 2011 og asylmotivsamtalen i vinteren 2012 forklaret, at han ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Til asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen i sommeren 2012 har ansøgeren forklaret, at han har sympatiseret med Jatiyatabadi Dal under Bangladesh Nationalist Party. Ansøgeren har i denne forbindelse deltaget i omkring 10-12 demonstrationer og 10-12 møder, hvilket ansøgeren modtog betaling for. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan rejse til Burma, da han er etnisk rohingya og derfor vil blive dræbt af Nasaka-tropperne. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Bangladesh, eftersom han ikke vil have lovligt ophold i Bangladesh og derfor vil blive tvangsmæssigt udsendt til Burma, ligesom han i Bangladesh er blevet udsat for afpresning og trusler på grund af sin etnicitet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af sprogtesten fremgår, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren har en sproglig baggrund i Burma, samt at ansøgeren har meget begrænsede kundskaber om Burma. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han i slutningen af 1988 i forbindelse med at han var udsat for vold, pådrog sig et ar i venstre side af panden. Efter at være foreholdt, at NRC-kortet, hvor arret i venstre side af panden er omtalt, er udstedt i foråret 1988, ændrede ansøgeren sin forklaring til, at han også havde et ar på næsen, som måtte være det ar, der blev henvist til i NRC-kortet. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine politiske aktiviteter, idet han under motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke har været politisk aktiv, men senere under asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen og under forklaringen overfor nævnet har forklaret, at han har deltaget i demonstrationer og møder. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om sin identitet og asylgrundlag i forhold til Burma. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren herefter må vurderes asylretligt i forhold til Bangladesh. Ved denne vurdering lægger nævnet til grund, at ansøgerens angivelige problemer i forhold til Bangladesh alene har relation til hans påståede etnicitet som rohingya. Endvidere lægger nævnet til grund, at ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke opgav personlige oplysninger til politiet i forbindelse med masseanholdelserne. På den baggrund kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh på ny vil risikere anholdelse. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren er i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Bangladesh for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” bang/2012/12