bang20166

Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk bengali og muslim af trosretning fra [navn på ansøgerens hjemby], Kishorganj, Bangladesh. Ansøgeren har sympatiseret med det politiske parti BNP og har deltaget i seks til syv demonstrationer for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af personer fra Awami League. Ansøgerens fader har været medlem af BNP, før ansøgeren blev født, og indtil sin død for omkring et år siden. For omkring 10 år siden blev ansøgeren overfaldet af maskerede personer fra Awami League. Efterfølgende er ansøgeren blevet truet telefonisk af personer, som han formoder, er tilknyttet Awami League. Personerne vil have ansøgeren til at standse sit politiske virke. Omkring et år efter overfaldet blev ansøgeren falsk anklaget for hærværk. Anklagen var foranlediget af fire personer fra Awami League. Ansøgeren blev løsladt på kaution og har ikke hørt noget siden. Ansøgeren har endvidere oplevet chikane fra medlemmer af Awami League. Selv om Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om, at han for 12 år siden blev overfaldet, til grund, beror det på ansøgerens egne formodninger, at det var medlemmer af Awami League, der overfaldt ham. Ansøgeren er ikke i de næstfølgende 10 år blevet udsat for voldelige overgreb, ligesom han ikke er blevet opsøgt i denne periode. Ansøgeren har videre forklaret divergerende og udbyggende om, at han er blevet truet. Til oplysnings- og motivsamtalen den 24. april 2015 forklarede ansøgeren ikke om nogen trusler, mens han under asylsamtalen den 17. december 2015 først forklarede, at han modtog 6-7 telefoniske trusler og senere under samme samtale, at han de sidste 10 år har modtaget trusler hver 2. eller 3. måned. Selv om ansøger måtte være blevet falsk anklaget for hærværk for ca. 11 år siden, må denne sag betragtes som afsluttet, hvilket yderligere bestyrkes af, at ansøgeren udrejste af Bangladesh på sit eget nationalitetspas. Det forhold, at nogle personer chikanerede ansøgeren på markedet ved at hælde hans mælk ud, er ikke af en sådan karakter eller intensitet, at det er omfattet af udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2016/6/MKT