bang201614

Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og hindu af trosretning fra Mehendigonj, Barisal, Bangladesh. Ansøgeren har været medlem af Awami League. Han har deltaget i 5-8 demonstrationer i forbindelse med valgkampen i 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for vold eller slået ihjel af muslimer, idet hinduer bliver diskrimineret i Bangladesh. Ansøgeren har videre henvist til, at han risikerer problemer som følge af sine aktiviteter for Awami League. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Bangladesh, idet hans jord gradvist forsvinder på grund af oversvømmelser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret i generelle vendinger om, at han og andre hinduer blev chikaneret af den muslimske majoritet i Bangladesh. Det fremgår af baggrundsoplysningerne for Bangladesh, at omkring 10 % af befolkningen er hinduer, og der foregår diskrimination af hinduer i landet.  Der er imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at denne generelle diskrimination og chikane har en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren alene som følge af sit religiøse tilhørsforhold opfylder i udlændingelovens § 7. Ansøgeren har ligeledes forklaret om visse aktiviteter for Awami League og om trusler i den forbindelse. Forklaringen har været noget diffus, og det forekommer uklart, om truslerne har forbindelse med ansøgerens politiske aktivitet eller andre forhold. Forklaringerne om truslerne har været noget divergerende og udetaljerede, men de har blandt andet drejet sig om, at truslerne gik på, at ansøgeren skulle konvertere til islam, aflevere jord, undlade at deltage i demonstrationer eller forlade landet. I ansøgerens asylskema har han beskrevet problemer for sig og sin familie som følge af naturkatastrofer, at familiens hus var blevet ødelagt af oversvømmelser, og at familien har behov for, at han forsøger dem. Endvidere har ansøgeren beskrevet familiens problemer som hinduer. Under de anførte omstændigheder er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden på nuværende tidspunkt til Bangladesh konkret og individuelt risikerer forfølgelse som af sit religiøse tilhørsforhold eller som følge af sine – begrænsede – politiske aktiviteter i 2008. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2016/14/LAJ