Nævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Aserbajdsjan. Indrejst sammen i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At den mandlige ansøger er etnisk armenier og den kvindelige ansøger halvt etnisk armenier og halvt etnisk aserbajdsjaner. Ansøgerne er kristne fra landsbyen […] i Nagorno Karabakh. Ansøgerne har ikke boet andre steder i Aserbajdsjan end i Nagorno Karabakh. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har forklaret, at deres landsby i 1992 blev udsat for en massakre, der blev begået af aserbajdsjansk militær, der stadig holder landsbyen besat. Ansøgernes børn og nære familiemedlemmer blev under massakren dræbt, og ansøgerne blev såret. Ansøgerne blev indlagt på hospital i Stepanakert i Nagorno Karabakh. De blev boende i Stepanakert i de næste 13 år. I 2005 tog ansøgerne ophold i Den Russiske Føderation, efter de havde haft en uoverensstemmelse med en armensk kommunal embedsmand i det armensk besatte […]distrikt. Efter skubberi skød embedsmanden efter dem. Manden var fra samme landsby som ansøgerne og var vred over, at den mandlige ansøger ikke havde ladet sig skille fra den kvindelige ansøger, da hun er halvt etnisk aserbajdsjaner. I 2010 flyttede ansøgerne til Ukraine og i 2012 videre til Danmark. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ikke i Aserbajdsjan vil kunne leve i fred. De frygter at blive dræbt på grund af deres etnicitet. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, herunder at de i 1992 var til stede i en armensk landsby i Nagorno Karabakh, hvor aserbajdsjanske styrker begik en massakre, og hvor nære familiemedlemmer til ansøgerne blev dræbt. Ansøgerne har ikke forklaret, at de personligt er blevet identificeret som vidner til massakren eller i øvrigt som modstander af det aserbajdsjanske regime, og nævnet lægger til grund, at det heller ikke forholder sig således. Herefter, og efter nævnets baggrundsoplysninger om forholdene for armeniere i Aserbajdsjan, har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at der er reel risiko for, at de i Aserbajdsjan vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” aser/2013/2
