Nævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgerne er etniske aserbajdsjanere og muslimer fra Baku i Aserbajdsjan. Den mandlige ansøger har siden 2008 været medlem af Musavat- partiet. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive fængslet og dræbt, hvis de vender tilbage til Aserbajdsjan. Ansøgerne henviser til, at myndighederne har ledt efter den mandlige ansøger, siden han blev løsladt. De henviser endvidere til, at politiet vil kunne finde dem uanset, hvor de bosætter sig. Ansøgerne henviser endelig til, at de ikke vil kunne klage over politiets adfærd til en højere myndighed, da en sådan sag aldrig vil blive undersøgt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund i sagen. De mindre divergenser, der har været navnlig omkring spørgsmålet omkring hvorvidt den mandlige ansøger var til stede på bopælen, da fire betjente opsøgte bopælen kan ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet lægger i denne forbindelse til grund, at den mandlige ansøger befandt sig i gangen sammen med to betjente, mens de to andre betjente gik ind til den kvindelige ansøger og hendes svigermoder og truede den kvindelige ansøger og slog deres hund ihjel. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet de forhold som ansøgerne har været udsat for ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Flertallet lægger vægt på, at Musavat er et legalt parti. Den mandlige ansøger blev løsladt betingelsesløst efter sin tilbageholdelse i nogle måneder. Den mandlige ansøger har opsøgt partikontoret efter sin løsladelse og har deltaget i partiets arbejde. Den mandlige ansøger har efter sin løsladelse deltaget i en demonstrationslignende forsamling udenfor den retsbygning, hvor andre af deltagerne fra demonstrationen fra foråret 2011 fik behandlet deres sager. Myndighederne har ikke ved disse lejligheder antastet den mandlige ansøger eller anholdt ham. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgerne har boet i Aserbajdsjan flere måneder efter den mandlige ansøgers løsladelse, ganske vist i nogen afstand fra Baku. Det forhold, at ansøgernes pas og andre dokumenter er blevet konfiskeret af politiet er ikke i sig selv asylbegrundende. Flertallet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” aser/2013/1
