Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Aserbajdsjan samt et barn. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At den mandlige ansøger er etnisk armenier og kristen fra Baku, Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger er etnisk armenier/azari og kristen fra Baku, Aserbajdsjan Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive slået ihjel af azarier, idet de er etnisk armeniere. I begyndelsen af 1990 blev ansøgernes hjem, i forbindelse med urolighederne mellem azariere og armeniere, brændt ned. Ved samme lejlighed blev ansøgernes tre børn slået ihjel. Ved en tilbagevenden til Rusland frygter ansøgerne, at deres søn vil blive slået ihjel, idet den kvindelige ansøger er halvt armenier og halvt azari. Ansøgerne har levet illegalt i Rusland siden 1990. Den mandlige ansøger er i perioden fra 1992 til 1996, hvor ansøgerne boede i Rostov, blevet bedt om at fremvise id-dokumenter, hvilket ikke var muligt, idet de ikke havde fået tilbageleveret deres dokumenter. Ligeledes er den mandlige ansøger blevet bedt om at fremvise dokumentation, da ansøgerne boede i Volograd i perioden 1998-1999. Den mandlige ansøger betalte bestikkelse hver gang, hvorefter han fik lov til at gå. I slutningen af 2009 foretog politiet en ransagning af ansøgernes bopæl i Volograd, hvorefter den mandlige ansøger blev taget med på politistationen og tilbageholdt til næste dag, hvor han blev løsladt mod betaling af 30.000 rubler. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne er født og opvokset i Aserbajdsjan og udrejste af landet i 1990 på grund af den daværende usikre generelle situation. De har herefter opholdt sig i mere end 20 år i Rusland. Nævnet finder herefter, at ansøgerne skal vurderes asylretligt både i forhold til Aserbajdsjan og Rusland. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om baggrunden for udrejsen af Aserbajdsjan i 1990 til grund. Flygtningenævnet bemærker, at begivenhederne, der gav anledning til udrejsen, ligger over 20 år tilbage i tiden. Det lægges til grund, at ansøgerne på nuværende tidspunkt ikke har konkrete problemer i relation til myndighederne eller grupperinger i Aserbajdsjan. Der er i baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at ansøgernes etnicitet i sig selv indebærer risiko for myndighedsforfølgelse. De generelt vanskelige forhold for etniske armeniere kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren vil have vanskeligheder ved at anskaffe sig pas eller rejsedokumenter til Aserbajdsjan, kan ikke føre til andet resultat. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de levevilkår og den chikane, ansøgerne har forklaret om, at de har været udsat for i Rusland, samlet set er af en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan eller Rusland vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1 eller i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” aser/2012/4
