Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som hovedasylmotiv henvist til, at han som etnisk armener var forfulgt i Aserbajdsjan. Ansøgeren havde siden 2001 opholdt sig i Rusland. Ansøgeren var sammen med sin mor og to søskende blevet smidt ud af deres ejendom efter faderens død i 1999, eftersom myndighederne ikke havde anset dem som retmæssige ejere. I 2000 blev ansøgeren med baggrund i sit etniske tilhørsforhold fængslet af myndighederne. I 2001 lykkedes det ansøgeren at slippe væk eftersom den bil, han havde været passager i under en fangetransport, var kørt ind i et træ. Ansøgeren var derefter udrejst til Rusland for at slutte sig til sin familie. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen, herunder om baggrunden for hans families udrejse af Aserbajdsjan i 1999. Af forklaringen fulgte blandt andet, at ansøgeren havde været frihedsberøvet i Aserbajdsjan fra foråret 2000 til begyndelsen af 2001. Han var flygtet under en fangetransport som følge af, at bilen var kørt ind i et træ, og det var lykkes ansøgeren at gøre sig fri af håndjernene efter at have fundet nøglerne på en af de to myndighedspersoner, der havde siddet i bilen. Flygtningenævnet, som kunne tiltræde, at ansøgeren asylretligt skulle vurderes i forhold til Aserbajdsjan, fandt ikke, at ansøgerens forhold forud for udrejsen af Aserbajdsjan i begyndelsen af 2001 til i dag kunne give grundlag for asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at forholdene for etniske armeniere i sig selv var asylbegrundende. De foreliggende baggrundsoplysninger gav ikke grundlag for at antage, at etniske armeniere, der havde opholdt sig i udlandet, ved en eventuel tilbagevenden til Aserbajdsjan risikerede at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Den omstændighed, at ansøgerens navn i sig selv indikerede, at ansøgeren er etnisk armenier, kunne ikke føre til noget andet resultat. Den omstændighed, at ansøgeren havde fået frataget sine legitimationspapirer, var ikke i sig selv ensbetydende med, at han kunne anses for statsløs. Endelig fandt Flygtningenævnet ikke, at det forhold, at etniske armeniere, som var født i Aserbajdsjan, efter baggrundsoplysningerne nægtedes indrejse i Aserbajdsjan, kunne føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jfr. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2009/2
