Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Aserbajdsjan samt et barn. Indrejst i 2008. Ansøgerne, der som børn var udrejst af Aserbajdsjan og havde bosat sig i det nuværende Rusland, havde som asylmotiv henvist til, at de ikke kunne opnå legitimationspapirer i Rusland, og at de i Rusland var blevet chikaneret og udsat for trusler og overgreb fra nogle mænd, som havde ønsket at overtage ansøgernes ejendom. Ansøgerne henviste endvidere til, at de som kristne armeniere ikke kunne vende tilbage til Aserbajdsjan. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger og dennes ægtefælle var ankommet her til landet uden nogen form for legitimationspapirer. Ansøgerne oplyste, at de var født i Aserbajdsjan i det tidligere Sovjetunionen. De havde siden deres tidlige barndom boet i det nuværende Rusland og havde således opholdt sig der den 6. februar 1992, hvorfor de efter baggrundsoplysningerne havde kunnet få statsborgerskab. Ansøgerne angav, at de aldrig havde kunnet få udarbejdet nogen form for legitimationspapirer i Rusland. Den mandlige ansøgers farfader havde drevet et landbrug, hvor han havde betalt en årlig afgift til en russisk myndighed. Ansøgerne, der havde boet på ejendommen, havde ikke siden den pågældendes død omkring maj 2007 anlagt nogen afgift. Den mandlige ansøger oplyste, at han var blevet truet med retsskridt i den anledning. Ansøgerne oplyste videre, at de med henblik på at få dem til at fraflytte ejendommen var blevet udsat for vold og trusler. Ansøgerne havde i den forbindelse anmeldt forholdene til myndighederne. Efter en samlet vurdering kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at de pågældende kriminelle handlinger var blevet begået af myndighederne eller af personer, der blev tolereret af myndighederne. Under disse omstændigheder fandtes forholdene omkring landbrugsejendommen ikke i sig selv at kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerne ved udrejsen af Rusland havde været forfulgt, og fandt heller ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til dette land ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og heller ikke, at de ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Begge ansøgere oplyste, at de havde forladt det nuværende Aserbajdsjan i de første leveår. Det fremgik af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for etniske armeniere i Aserbajdsjan var vanskelige. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgernes etnicitet alene kunne begrunde asyl. Aser/2009/1
