Nævnet
stadfæstede i
februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2006.
Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter de foreliggende oplysninger kunne lægge til grund, at ansøgerne er etniske armeniere, født og opvokset i Baku i Aserbajdsjan. De var blevet evakueret fra Aserbajdsjan af sovjetiske militærenheder i 1998 som følge af den daværende konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan. Endvidere kunne nævnet lægge til grund, at ansøgerne herefter havde haft ophold i udkanten af Moskva, indtil de udrejste af Rusland i efteråret 2006. Således som sagen var oplyst for Flygtningenævnet, var der usikkerhed om, hvorvidt ansøgerne fortsat kunne betragtes som statsborgere i Aserbajdsjan. Efter ansøgernes egne oplysninger havde de på et tidspunkt søgt at opnå statsborgerskab i Rusland, men de havde afstået herfra af økonomiske grunde. Udlændingeservices repræsentant havde under nævnsbehandlingen – efter telefonisk konsultation – oplyst, at Udlændingeservice ikke fandt, at ansøgerne opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i forhold til Rusland. Flygtningenævnet besluttede på denne baggrund at vurdere ansøgernes asylretlige status såvel i forhold til Aserbajdsjan som i forhold til Rusland. Flygtningenævnet fandt, at begivenhederne i 1988, som havde givet anledning til ansøgernes udrejse af Aserbajdsjan, lå langt tilbage i tiden. De kunne derfor ikke tillægges afgørende betydning på nuværende tidspunkt, hvor forholdene i Aserbajdsjan var ændret. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder: Country of Origin Information Report af 26. april 2007 fra British Home Office, fandt Flygtningenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgerne ved en eventuel tilbagevenden til Aserbajdsjan, alene som følge af deres etnicitet eller religiøse tilhørsforhold, risikerede konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for at blive udsat for forhold, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde efter ansøgernes oplysninger endvidere til grund for sagen, at den mandlige ansøger cirka et halvt år før deres udrejse fra Rusland var blevet udsat for et overfald af nogle skinheads, da han var på vej til Moskva i toget, idet den mandlige ansøgers ledsager var blevet stukket med en kniv, hvorefter den mandlige ansøger flygtede fra toget. Endvidere kunne Flygtningenævnet lægge til grund for sagen, at ansøgernes bolig, formentlig dagen efter overfaldet i toget, var blevet brændt ned, hvorefter de havde taget ophold hos en bekendt, som efter nogle måneders forløb havde kunnet skaffe dem ud af landet. Flygtningenævnet fandt, at de ovennævnte episoder måtte anses for enkeltstående hændelser, formentlig udført af mafialignende grupper, uden at der var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at overgrebene havde været myndighedsunderstøttet. Efter det foreliggende havde ansøgerne muligvis søgt at anmelde overgrebene til en lokal politistation men uden held. Ansøgerne havde ikke klaget herover til overordnede politimyndigheder. Flygtningenævnet lagde til grund for sagen, at ansøgernes i øvrigt langvarige ophold i Rusland ikke havde givet anledning til andre former for overgreb. Den kvindelige ansøger havde efter sine egne oplysninger ikke isoleret set været udsat for asylbegrundende forhold i Rusland. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ved tilbagevenden til Rusland ville være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse som følge af deres etnicitet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i øvrigt være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2008/1
