Nævnet meddelte i juni 2005 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Aserbajdsjan, født 1968 (M) og 1972 (K). Indrejst i januar 2004. Flygtningenævnet lagde i det hele ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøger havde under hele sagsbehandlingen afgivet samme forklaring om sine konflikter med KGB og sit asylmotiv. Den mandlige ansøger havde også under nævnsbehandlingen forklaret overbevisende om, at KGB tilbageholdt ham fra maj 2001 til maj 2002, og om at han i den forbindelse blev udsat for tortur. Videre havde han forklaret overbevisende om de forhold, der førte til, at han og familien i oktober 2003 flygtede fra Aserbajdsjan, herunder at han i forbindelse med sin løsladelse i maj 2002 af KGB blev påtvunget at være meddeler for KGB for så vidt angik partiet ADP, og at han i oktober 2003 skulle medvirke til optøjer som medlem af ADP i forbindelse med en demonstration i oktober 2003. Den mandlige ansøgers troværdighed støttedes videre af konklusionerne i torturundersøgelserne af ansøgeren og dennes ægtefælle. Flygtningenævnet fandt herefter ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan ville være i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddelte den kvindelige ansøger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af afgørelsen vedrørende den mandlige ansøger. Aser/2005/2