Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan, født 1977. Indrejst i januar 2004. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge til grund, at ansøgeren i 1996 var tilbageholdt, og herunder var udsat for grov tortur, og også fik skåret sit øre af. Efter indholdet af forklaringerne herom i ansøgerens søsters og svogers sag, som nævnet havde adgang til, fandt nævnet det dog ikke sandsynliggjort, at tilbageholdelsen blev foretaget af KGB for at få den samtidigt tilbageholdte svoger til at tale, men snarere af andre for at undgå at svogeren talte. Svogerens forhold fandtes, uanset hvem der stod bag kidnapningen, ikke i dag at kunne begrunde asyl for ansøgeren, hvorved bemærkedes, at ansøgeren nu havde boet i flere år i hjemlandet forud for de aktuelt påberåbte problemer. Ansøgerens andet asylmotiv var begrundet i angivelige politiske aktiviteter i ADP sammen med sin nu afdøde far, samt besiddelse af dokumenter mod regeringen. Nævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgerens far blev myrdet i november 2002. Nævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort, at mordet skulle være politisk begrundet, og ikke et led i almindelig kriminalitet. Nævnet lagde her også vægt på, at det forekom usandsynligt, om faderen på dette tidspunkt fortsat skulle kunne bestride en høj stilling i et statsejet firma, hvis myndighederne, som forklaret af ansøgeren, i cirka ½ år skulle have været i besiddelse af dokumentation for, at faderen og ansøgeren havde haft tæt kontakt med Roushan Aliev. Nævnet fandt det heller ikke sandsynliggjort, at anholdelsen af ansøgeren og dennes mor efter ansøgerens fars død, skulle være begrundet i andet end efterforskning af mordet. Nævnet bemærkede her, at såfremt myndighederne - som forklaret af ansøgeren – netop skulle have modtaget oplysninger fra en person, der beviste, at ansøgeren havde modtaget regeringsfjendtlige dokumenter, var det usandsynligt, om han som faktisk sket var blevet løsladt efter en dag, når de øvrige angivne fra den pågældende persons familie efter ansøgerens forklaring havde fået fængselsstraffe på otte år. Nævnet lagde også vægt på, at ansøgeren først udrejste mere end to måneder efter løsladelsen i februar 2003. Nævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt på grund af politiske eller religiøse forhold, eller at han ved en hjemvenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2005/1
