Nævnet meddelte i april 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan, født i 1963. Indrejst i august 2001. I december 2001 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I februar 2002 anmodede den beskikkede advokat om genoptagelse af sagen. Sagen blev genoptaget, og blev stadfæstet af nævnet i februar 2003. I april 2003 udrejste ansøgeren og rejste til Tyrkiet, hvor han hentede sin ægtefælle, der var blevet truet på livet i hjemlandet på grund af ansøgerens forhold. I august 2003 anmodede ansøgeren på ny om genoptagelse af asylsagen. Ansøgerens ægtefælle og børn søgte samtidig om asyl. Sagen blev genoptaget og berammet på nyt nævnsmøde, hvor den blev behandlet sammen med ægtefællens spontansag. Det fremgår af sagen, at ansøgeren havde haft en højtplaceret stilling i det aserbajdsjanske militær, og at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ledelsen af den aserbajdsjanske hær, der er en mafialignede konstruktion. Ansøgeren havde tillige problemer med forsvarsministeren og viceforsvarsministeren. Ansøgeren havde opdaget, at generalerne købte våben og teknisk udstyr, der blev anført på papiret som nyt på trods af, at det i virkeligheden ikke var egnet som militærudstyr. Efterfølgende blev dette udstyr destrueret ved frontlinjen. Udstyret var ikke noget værd, men der blev brugt millioner af dollars på det. Ansøgeren tog selv imod nogle jord til luft missiler og nogle pansrede våben, som ikke var i orden, hvorfor ansøgeren ikke ville skrive under på modtagelsen. Herefter blev der lagt pres på ansøgeren. Ansøgeren nægtede at underkaste sig dette pres og blev som konsekvens heraf fjernet fra sin højtstående stilling på stedet, da han nægtede at modtage udstyret. Ansøgeren blev degraderet og overført som lavere rangerende chef for et militærkorps’ operative afdeling. Ansøgeren besluttede, at offentligheden skulle vide, hvorledes forholdene var. Ansøgerens trusler om at offentliggøre disse forhold i pressen, er ansøgerens største problem. Ansøgeren blev udsat for to attentatforsøg. Efter det andet attentatforsøg, forlod ansøgeren sin post. Det var ikke muligt at vende tilbage, idet ansøgeren så ville blive dræbt. Ansøgeren besluttede på den baggrund at forlade sit hjemland. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring på flere punkter havde fremstået som mindre overbevisende. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke at kunne afvise væsentlige dele af ansøgerens forklaring. Nævnet lagde herved blandt andet vægt på den kvindelige ansøgerens forklaring om, at hun havde været udsat for vedholdende ransagninger og afhøringer, som efter det foreliggende udelukkende måtte anses for begrundet i den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet lagde herefter til grund, at den mandlige ansøger, der havde indtaget en højtstående og profileret position inden for militæret, var kommet i et afgørende modsætningsforhold til myndighederne blandt andet i forbindelse med optagelse af videobånd om soldaternes forhold og ansøgerens modstand mod korruption indenfor militæret, hvorom ansøgeren havde skjult diverse dokumenter som bevismateriale. Efter en samlet vurdering af disse forhold sammenholdt med den kvindelige ansøgers forklaring om myndighedernes vedholdende eftersøgning af den mandlige ansøger, fandt nævnet ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne udelukke, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan ville være i risiko for at blive udsat for asylrelevante overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2004/1
