Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2005.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren indrejste i Danmark i april 2005 og blev i 2006 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af klagerens oprindelige asylsag fra 2006, at klageren har forklaret, at han på grund af aktivitet for ADP har været tilbageholdt knap to år, hvorunder han blev udsat for tortur. Ved Østre Landsrets dom af [vinteren] 2017 blev klageren idømt fængsel i seks måneder og udvist med indrejseforbud i seks år for tyveri og vold. Dermed bortfaldt klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1. Udlændingestyrelsen bestemte herefter ved afgørelse af [vinteren] 2017, at klageren fortsat ikke kan udsendes til Aserbajdsjan, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, men at han, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, selvom han isoleret set er omfattet af § 7, stk. 1. Klageren er i Danmark også inden 2017 fundet skyldig i tyveri og vold samt i andre overtrædelser af straffeloven og lov om euforiserende stoffer. Ved syv af dommene fra 2010-2017, herunder i dommen fra [vinteren] 2017, er klageren i alt idømt fængselsstraf på over 16 måneders ubetinget fængsel. I 2013 blev han således for vold og tyveri m.v. idømt fem måneders fængsel og ubetinget udvist med indrejseforbud. Udlændingestyrelsen meddelte imidlertid senere klageren opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved tre domme afsagt i 2015 er klageren idømt fængselsstraf og udvist betinget. Klageren har i Flygtningenævnet [i sommeren] 2017 forklaret, at han via telefon og Skype opretholder forbindelsen til sin udviste litauiske kæreste og parrets datter på knap to år. Hvis de skal have mulighed for at blive genforenet, kræver det, at han generhverver sin opholdstilladelse. Han opholder sig på [et asylcenter], men har via en bekendt fået mulighed for at låne en bolig. Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Aserbajdsjan, til grund. Nævnet skal herefter alene træffe afgørelse om, hvorvidt klageren, henset til § 10, stk. 3, på ny skal meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., kan der ikke gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afgørelsen skal, jf. lovens forarbejder, træffes i overensstemmelse med flygtningekonventionen, herunder artikel 33, hvorefter en flygtning, der er omfattet af konventionen, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende, efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse, må anses som en fare for samfundet i det pågældende land. Ved afvejningen skal der på den ene side lægges særlig vægt på den kriminalitet, der har medført, at den pågældende er blevet udvist. Der skal dog tillige foretages en helhedsvurdering af andre nyere domme, hvor vedkommende er dømt for strafbare forhold, og herunder med disses forholds sammenhæng med de forhold, der er pådømt ved dommen, der førte til udvisning af den pågældende. Deroverfor indgår hensynet til vedkommendes personlige forhold, og herunder hans tilknytning til Danmark, og der lægges herved særligt vægt på hensynet til familiens enhed. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren i årevis jævnligt har begået et meget stort antal kriminelle handlinger, herunder tyveri, vold, bedrageri og overtrædelse af narkotikalovgivningen, som han ved en række domme er blevet straffet for med fængsel. Han er endvidere ved hele fem domme blevet udvist betinget eller ubetinget. De enkelte forhold er hver for sig ikke af en sådan grovhed, at de isoleret set kan føre til, at der i en situation som den foreliggende ikke meddeles klageren opholdstilladelse. Samlet set er der imidlertid efter nævnets flertals opfattelse tale om en så betydelig og omfattende kriminalitet, som der må ses på med betydelig alvor og bekymring, hvilket også er afspejlet i, at klageren inden for en kortere årrække er idømt over 16 måneder ubetinget fængsel for i det væsentlige ligeartede forhold, og klageren må ved sine gentagne og vedvarende overtrædelser af straffeloven m.v. herefter siges at være en fare for samfundet. I vurderingen indgår, at klageren i de omkring 12 år, han har været i Danmark, kun har evnet at integrere sig i det danske samfund i beskedent omfang. Han har herunder alene haft en meget løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har i de senere år ikke haft egen bolig, og han har ingen familiemæssige relationer til Danmark. Den omstændighed, at han har en litauisk kæreste, der bor i Litauen, og som er blevet udvist af Danmark for kriminalitet, som hun delvist har begået sammen med klageren, samt at parret har en datter, der er født i Litauen, hvor hun stadig opholder sig, kan ikke tillægges særlig vægt, når det ikke er sandsynliggjort, at kæresten og barnet i nærmeste fremtid kan få opholdstilladelse i Danmark. Herefter, og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, fører en proportionalitetsafvejning efter flertallets opfattelse til, at klageren ikke opfylder betingelserne for i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., på ny at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Aser/2017/1/SSM
