Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Aserbajdsjan . Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske armeniere og kristne fra Baku, Aserbajdsjan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive udsat for overgreb af etniske aserbajdsjanere, idet ansøgerne er etniske armeniere. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de siden borgerkrigen i 1990 og frem til deres udrejse i 2014 har måttet leve i skjul i Aserbajdsjan. I mere end 20 år opholdt de sig således i et underjordisk opholdsrum under et hus i […]. De ønskede i mange år at udrejse, og udrejsen blev planlagt til at finde sted i [foråret] 2014. [På dagen for udrejsen] tog den kvindelige ansøger sammen med sin moder, […] og en bekendt af […] til en kirkegård i [en anden by], hvor de blev overfaldet af fire mænd, som råbte nedsættende ord mod armeniere. Den kvindelige ansøger blev forsøgt voldtaget, og hun blev slået i ryggen. Den kvindelige ansøgers moder blev desuden voldtaget og stukket med en kniv. Herefter udrejste ansøgerne af Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger har efterfølgende fået oplyst, at hendes moder døde af sine kvæstelser. Flygtningenævnet finder, at væsentlige dele af ansøgernes forklaring ikke kan lægges til grund. Forklaringen om, at de i mere end 20 år har boet i en kælder, og at hverken de eller deres børn i denne periode har forladt den pågældende ejendom bortset fra ganske få besøg hos tandlæge og hospital, forekommer således ikke selvoplevet. Ingen af ansøgerne har således på troværdig måde kunnet forklare nærmere om omstændighederne i forbindelse med det lange ophold i skjul. Heller ikke forklaringen om et overfald på den kvindelige ansøger og hendes mor på en gravplads på dagen for deres udrejse af Aserbajdsjan virker selvoplevet, og fremstår upræcis. Det forekommer i den forbindelse ikke troværdigt, at den kvindelige ansøger i en situation, hvor ansøgerne efter at have skjult sig i 24 år var i færd med at pakke deres ting med henblik på udrejse, uden sin mands vidende skulle forlade huset for at besøge en gravplads i en anden by. Nævnet bemærker endvidere, at oplysningerne […] i den kvindelige ansøgers lægejournal, hvorefter mærkerne på hendes ryg skulle hidrøre fra, at hun var "blevet gennemtæsket for 4-5 dage siden i Tyrkiet" stemmer dårligt med ansøgernes forklaring om, at overfaldet skete [på dagen for udrejsen] i Aserbajdsjan. Flygtningenævnet lægger i øvrigt efter ansøgernes forklaringer til grund, at ingen af dem har konkrete konflikter hverken med myndigheder eller andre i Aserbajdsjan. Det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at etniske armeniere er udsat for diskrimination i Aserbajdsjan, men ikke således at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Aser/2015/1
