Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien, født i 1971 (M) og i 1976 (K), samt to børn. Indrejst i september 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger havde været officer i det armenske militær, og at han med sin udrejse af landet var deserteret. Efter den mandlige ansøgers forklaring havde han i 2002 og 2005 observeret uregelmæssigheder med hensyn til transport af ammunition og våben ud af den militære enhed og havde ved henvendelser til militærpolitiet søgt at få myndighederne til at gribe ind over for ulovlighederne. Den mandlige ansøger blev i 2002 udsat for en kortvarig tilbageholdelse i den anledning. Han blev ikke dengang udsat for yderligere og var i 2002 til 2004 på militærakademi i Rusland, hvorefter han vendte tilbage til den armenske hær. Der måtte på den baggrund anses for at være gjort op med forholdet i 2002. Nævnet fandt ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger som led i sit arbejde med at udføre kontrol med militærets køretøjer også i 2005 havde påpeget uregelmæssigheder, som kunne have sammenhæng med andre militære personers ulovlige våbenhandler. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne imidlertid ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund om, at han havde modtaget dokumenter fra en major, hvilke dokumenter skulle dokumentere ulovlighederne. Flertallet lagde vægt på, at det forekom usandsynligt, at majoren, der over for ansøgeren havde givet udtryk for, at han ikke turde gribe ind over for ulovlighederne, alligevel overlod papirer til den mandlige ansøger, som også ville bringe majoren i søgelyset. Flertallet lagde endvidere vægt på, at den mandlige ansøgers forklaringer om, hvad dokumenterne skulle illustrere, havde været usikker og til dels usammenhængende. Flertallet kunne på den baggrund heller ikke lægge den del af den mandlige ansøgers forklaring til grund, som angik tilbageholdelsen af den mandlige ansøger og majoren under en militærøvelse i begyndelsen af maj 2005. Flertallet lagde herved tillige lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om sin angivne flugt fra kælderen, hvor han blev holdt fanget, i det hele forekommer usandsynlig. Den mandlige ansøger havde for nævnet fremlagt et dokument, der fremtrådte som udstedt af den militære anklagemyndighed, og hvorefter der skulle være rejst en sag mod den mandlige ansøger for desertering efter den armenske straffelovs § 362, stk. 1. Flertallet bemærkede, at det ikke på det foreliggende kunne afgøres, om dokumentet var ægte, men uanset om det lagdes til grund, at dokumentet var ægte, fandtes det forhold, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden risikerede en straf som følge af sin desertering ikke at kunne begrunde asyl. Det bemærkes herved, at det fremgår af den armenske straffelovs § 362, stk. 1, at strafferammen for desertering er fængsel i 5 år. Flygtningenævnets flertal fandt efter det anførte ikke anledning til at udsætte sagen på yderligere undersøgelser, herunder en ægthedsvurdering af dokumentet. Den kvindelige ansøger havde ikke påberåbt sig et selvstændigt asylmotiv. Herefter fandt flertallet ikke, at ansøgerne opfyldte betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af hverken udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Arme/2007/1
