Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2007 eller 2008.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk armener og kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive fængslet eller straffet på anden vis af myndighederne, da han ikke har aftjent sin værnepligt. Ansøgeren har oplyst, at han blev indkaldt til et møde hos myndighederne vedrørende aftjening af værnepligt. Ansøgeren ønskede imidlertid ikke at aftjene værnepligt, da to af hans venner var blevet slået ihjel, mens de aftjente deres værnepligt. Ansøgeren udrejste derfor af Armenien i 1998 eller 1999, fordi han på det tidspunkt havde mulighed for at forlade landet, idet han var studerende. Når man har afsluttet sin uddannelse, kan man ikke forlade Armenien, fordi man skal aftjene værnepligt. Efter ansøgerens udrejse er hans familie og venner blevet opsøgt af myndighederne, der har spurgt efter ham, og ansøgerens søster er derudover blevet indkaldt til samtaler hos politiet om ansøgeren. I de sidste 9-10 år har ansøgeren boet illegalt i Danmark, men valgte [på en dato i foråret] 2017 at søge om asyl, idet han var træt af sit liv. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om en aktuel konflikt med myndighederne i Armenien til grund. I nævnets vurdering er det indgået, at ansøgerens udrejse af Armenien ligger mange år tilbage i tiden, og at ansøgeren efter udrejsen har haft længerevarende ophold i bl.a. Rusland, Tyskland og Norge uden at søge om asyl. Hertil kommer, at ansøgeren først efter en længere årrække i Danmark har søgt om asyl her i landet. Herefter, og uanset om ansøgerens forklaring om, at han har unddraget sig militærtjeneste i Armenien, måtte lægges til grund, finder nævnet henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om konsekvenserne af ikke at have aftjent militærtjeneste i Armenien, herunder især den armenske lovgivning om spørgsmålet fra 2003, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, i Danmark. Ansøgerens forklaring om, at hans søster senest for omkring 10 år siden skulle have oplyst, at han er efterlyst i Armenien, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2018/6 /MGO