Nævnet stadfæstelse i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra [armensk by], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive udsat for overgreb af en mand, som tidligere har udsat hende for overgreb. Hun frygter tillige, at hun vil blive behandlet dårligt af andre fra hendes hjemby, da de ved, at hun er blevet udsat for overgreb. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at hun vil blive udstødt af familien og landsbyen, fordi hun vender tilbage som ugift mor. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun blev opsøgt af en mand to måneder, før hun udrejste af Armenien i 2010. Manden havde forinden ringet til ansøgerens far og aftalt, at han skulle hente noget på ansøgerens families bopæl. Ansøgerens far kontaktede herefter ansøgeren og fortalte, at manden ville komme forbi og hente nogle ting, der skulle bruges til en bil. Manden boede i samme landsby som ansøgeren. Da ansøgeren åbnede døren, tvang manden sig indenfor og voldtog ansøgeren. Ansøgeren fik at vide, at hun ikke måtte fortælle om voldtægten til politiet. Ansøgeren fortalte sin mor, hvad der var sket, og ansøgerens mor fortalte det videre til ansøgerens far. Manden fortalte efterfølgende ansøgerens forældre, at de ikke måtte kontakte politiet. Da ansøgeren herefter fik at vide, at hendes onkel ville forlade Armenien, foreslog hun, at hun kunne rejse med ham. Hun ved ikke, hvorfor hendes onkel skulle forlade Armenien. Frem til udrejsen af Armenien opholdt ansøgeren sig indendørs i to måneder. Ansøgeren har gennem sin mors forklaring om naboernes spørgsmål fået at vide, at hele landsbyen ved, hvad der er sket med hende, men tror at hun selv har medvirket. Ansøgeren udrejste af Armenien sammen med sin onkel. Ansøgeren har i forbindelse med sin indrejse i 2010 oplyst et helt andet asylmotiv og en anden identitet og fastholdt dette, indtil hun i 2015 blev gjort bekendt med, at de danske myndigheder havde fundet ud af hendes rette identitet. Denne omstændighed svækker i sig selv ansøgerens troværdighed ganske væsentligt, særlig henset til at hun tidligere afgav en meget detaljeret forklaring om sit påberåbte asylmotiv. Ansøgeren har nu afgivet en forklaring om et andet asylmotiv, og forklaringen til Udlændingestyrelsen har været overordnet og uden mange detaljer. Blandt andet har ansøgeren ikke villet oplyse om gerningsmandens navn. Forklaringen er senere udbygget i forbindelse med mødet med advokaten til en ganske detaljeret forklaring om det påberåbte overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den nye forklaring fremstår overbevisende. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren trods det enkle asylmotiv har forklaret yderligere udbyggende om, hvilke trusler gerningsmanden skulle have fremsat overfor hende, og hvem i familien, der skulle have fået kendskab til overgrebet, idet hun for nævnet har forklaret, at også farbrødre og tanter fik det at vide. Derimod har hun ikke kunne redegøre nærmere for, hvem der skulle have fortalt det til de pågældende, og hvordan resten af landsbyen skulle være bekendt med det. Det fremstår således ikke troværdigt, at oplysningerne skulle være givet videre af hendes forældre eller gerningsmanden set i sammenhæng med episodens karakter. På denne baggrund sammenholdt med, at ansøgerens troværdighed i forvejen er svækket af den tidligere falske forklaring om hendes asylmotiv, finder nævnet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om det nye asylmotiv til grund. De generelle forhold for ugifte mødre i Armenien findes ikke sig selv at være asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. arme/2017/1/DTO
