Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien og to medfølgende børn fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske armenere og kristne fra Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af hans overordnede, [A], og [A’s] svigerfar, som er en betydningsfuld general, fordi [A] har anklaget ansøgeren for at have stjålet brændstof fra militæret. Den mandlige ansøger frygter endvidere de russiske myndigheder, fordi han [ i sommeren] 2015 blev idømt 13 års fængsel for at have stjålet 60 tons brændstof. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv, herunder at hun frygter at de russiske myndigheder vil slå familien ihjel som følge af ægtefællens konflikt, ligesom ansøgeren af den grund frygter, at de armenske myndigheder vil udlevere familien til Rusland. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har boet i Armenien, indtil han var 20 år, hvorefter han tog ophold i Moskva, Rusland. [I foråret] 2010 fik han arbejde på brændstofleverancemilitærbase nr. […] beliggende i […], hvor hans arbejde bestod i at levere brændstof til 10-15 andre militærbaser. Ansøgeren og hans overordnede,[A] var ansvarlige for, at leverancerne stemte overens med ordren på brændstof. [En sommer dag i] 2015 skulle ansøgeren have leveret brændstof til kampvognsdivision [X]. Ansøgeren fik et papir med på turen fra [A], hvor ansøgeren havde kvitteret for, at han og hans mænd transporterede 60 tons brændstof. Efter ankomsten til basen kampvognregiment [Y] mellem kl. 12 og 13 opdagede ansøgeren, da han så et skilt med basens navn, at de ikke var ankommet til kampvognsdivision [X], hvilket der stod i ordren. Ansøgeren kontaktede [A], som forsikrede ham om, at alt var i orden, og [A] sagde, at det ikke kom ham ved, hvorfor destinationen var blevet ændret. Ansøgeren skrev derfor under på, at han havde leveret 60 tons brændstof til basen. Da ansøgeren kom tilbage på sin base omkring kl. 17, blev han indkaldt på regimentschef oberst [B’s] kontor, hvor [A] indfandt sig og anklagede ansøgeren for at have forfalsket papirer og stjålet det leverede brændstof. Ansøgeren formoder, at [A] leverede brændstoffet et forkert sted, fordi det derved fremstår som om, at det aldrig er blevet leveret, fordi han og [B] selv ville sælge brændstoffet videre og profitere heraf. Ansøgeren benægtede at have stjålet brændstoffet, og han blev tilbageholdt i militærets vagtarrest fra [ i 15 dage i sommeren] 2015. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for vold, og de truede ansøgeren med at slå hans familie ihjel, såfremt han ikke tilstod tyveriet. Ansøgeren tilstod tyveriet overfor [A] og [B], da han fik vist en video optaget af hans ægtefælle og søn i deres hjem, hvor de påførte ansøgerens ægtefælle smerte. [I sommeren] 2015 vidnede [A] og [B] imod ansøgeren under en retssag hos en ukendt domstol, og ansøgeren blev idømt 13 års fængsel for tyveriet. [I sommeren] 2015 lykkedes det ansøgeren at flygte under en fangetransport fra et varetægtsfængsel til et ukendt sted. En af de fire personer, som ansøgeren blev transporteret sammen med, havde arrangeret, at en bil ville køre ind i fangetransporten, så de kunne flygte. Ansøgeren havde ikke selv planlagt flugten. Fangeflugten skete om morgenen omkring kl. 6-7, og det lykkedes ansøgeren at flygte, da han blev hjulpet ud af bilen af en af vagterne, efter bilen blev ramt og trillede omkuld. Ansøgeren flygtede fra ulykkesstedet i en bil, der var blevet placeret tæt på stedet, hvorefter ansøgeren kørte i omkring en times tid til sin ven [D] i […]. Efter en halv til en hel times ophold hos [D] udrejste ansøgeren via bil på [F’s] brors pas til Georgien, hvor ansøgerens familie befandt sig hos vennen,[F]. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgernes forklaringer på centrale punkter indeholder divergenser og er udbyggende. Således har den mandlige ansøger for udlændingestyrelsen forklaret, at han først umiddelbart inden, han underskrev tilståelsen, fik forevist en video med overgreb mod ansøgerens ægtefælle og børn, mens han for nævnet har forklaret, at han fra kort efter anholdelsen dagligt fik forevist klip af videoen. Ligeledes har begge ansøgere først for nævnet forklaret, at den kvindelige ansøgers tøj blev revet i stykker. Endvidere er der forklaret divergerende om, hvorvidt det var den kvindelige ansøger, der blev påført en skade på øjenbrynet, eller om det var ansøgernes søn, det gik ud over. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien eller Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. arme/2016/37/LRN
