Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015.
”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra byen […] i provinsen Armavir, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han vil blive anholdt og dræbt af den nationale sikkerhedstjeneste, fordi han ved, at de tvang hans far til at begå selvmord [i sommeren] 2009, og fordi ansøgeren deserterede fra militærtjeneste den samme dag. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han aftjente sin værnepligt i Nagorno-Karabakh i perioden [vinteren] 2007 til [sommeren] 2009, hvor hans opgave var at holde vagt på grænseposterne. Ansøgerens far arbejdede for sikkerhedstjenesten. I [vinteren] 2014 fortalte ansøgerens mor, at ansøgerens far protesterede over, at en soldat blev skudt, da sikkerhedstjenesten skulle teste sikkerheden ved grænsen til Aserbajdsjan en helligdag i [sommeren] 2009 før et muligt besøg af præsidenten. Ansøgerens far aftalte et møde med chefen for sikkerhedstjenesten [i sommeren] 2009 for at drøfte sagen. Efter mødet senere samme dag blev ansøgerens far opsøgt på familiens adresse af blandt andet farens kollega, […]. Ansøgerens søster lå gemt i en kuffert under episoden, og hun kunne genkende [ansøgerens fars kollegas] stemme. Senere samme dag blev ansøgerens far fundet af naboerne hængt i familiens skur. Den samme dag, [sommeren] 2009, blev ansøgeren om eftermiddagen opsøgt af to ukendte personer klædt i civilt tøj, som kørte med ansøgeren til hans sædvanlige grænsepost i Nagorno-Karabakh. De beordrede ansøgeren til at bevæge sig ind på aserbajdsjansk område omkring 50-60 meter fra grænseposten. De skød mod ansøgeren, men det lykkedes ham at gemme sig i noget græs i omkring en time, hvorefter han var heldig at slippe uset tilbage til armensk område. Han bevægede sig i mørket gennem skoven direkte hen til sin ven, […], i byen Martagert, hvor ansøgerens kaserne lå. Ansøgeren skjulte sig hos [sin ven], hvorefter [ansøgerens ven] hjalp ham med at flygte til Georgien, hvor han kunne bo hos sin mors studiekammerat. Ansøgerens mor og søster ankom ligeledes til Georgien i 2014. Ansøgerens mor tog på et tidspunkt tilbage til Armenien for at få fornyet sit pas. I den forbindelse opsøgte hun [ansøgerens fars kollegas] hjem og fortalte hans ægtefælle, at [ansøgerens fars kollega] var ansvarlig for ansøgerens fars død. Hun ringede også til [ansøgerens fars kollega] og gjorde ham bekendt med sin viden. Ansøgerens mor var på det tidspunkt sammen med sin slægtning, […], og på et ukendt tidspunkt efter samtalen opsøgte politiet hans bopæl. Ansøgerens mor flygtede herefter tilbage til Georgien. Flertallet af Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at forklaringen fremstår som usandsynlig på flere centrale punkter. Nævnet lægger herved vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgerens søster, efter at have overværet episoden umiddelbart forud for, at hendes far enten begik selvmord eller blev dræbt, ikke gennem de efterfølgende år videregav denne viden til sin mor. Det må endvidere anses for usandsynligt, at faren fik lejlighed til at ringe til ansøgeren, mens han var udsat for dødstrusler, uden at han under telefonsamtalen oplyste ansøgeren om situationen. Endelig finder flertallet, at det må anses for usandsynligt, at ansøgerens mor, efter at have fået oplysninger om omstændighederne ved farens død, vælger at opsøge [ansøgerens fars kollegas] bopæl for at konfrontere ham med sin viden. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om den efterfølgende forbindelse mellem ansøgerens mor og [ansøgerens fars kollega], idet han først under nævnsbehandlingen har oplyst, at [ansøgerens fars kollega] kom næsten dagligt, på et spørgsmål om, hvorvidt moren og søsteren efter ansøgerens flugt var udsat for ubehageligheder. Flertallet lægger til grund, at ansøgeren har udført militærtjeneste i Armenien. Flertallet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er deserteret efter at have været udsat for beskydning på grænsen, til grund. Herefter finder flertallet ikke, at han har sandsynliggjort, at han på grund af desertering vil risikere asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Armenien. Flertallet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/25/SSM
