ARME201620

Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen ortodoks af trosretning fra [landsby], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har henvist til sin søns asylmotiv. Ansøgerens søn har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han vil blive anholdt af politiet eller KGB, fordi de ikke bryder sig om udfaldet af en sag, som han har efterforsket. Ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter for sit liv, idet den armenske sikkerhedstjeneste er efter hende og hendes familie. Ansøgeren har henvist til det af hendes søn påberåbte asylmotiv. Indledningsvist skal det bemærkes, at hverken de påberåbte ransagninger eller ansøgerens tilbageholdelse hos sikkerhedstjenesten kan begrunde asyl. Tilbageholdelsen varede knap et døgn, og ansøgeren kunne uden problemer forlade det hospital, som hun blev overført til. Endvidere har ansøgeren og hendes søn forklaret indbyrdes divergerende om, hvordan sønnen blev oplyst om svigerdatterens tilbageholdelse, om forløbet af telefonsamtalen med sønnen efter svigerdatterens løsladelse, og om hvordan ansøgeren kunne få information om sønnens ankomst til Danmark. Endelig har ansøgeren, sønnen og svigerdatteren forklaret indbyrdes divergerende om tidspunktet for og længden af sønnens ophold i Nagorno-Karabakh i [foråret] 2014. Når der endelig henses til udfaldet af sønnens og svigerdatterens asylsag, hvorefter asylmotivet blev forkastet, og da ansøgeren heller ikke i øvrigt har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hendes forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/20/SHH