Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Jerevan i Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dømt og slået ihjel, idet han er flygtet fra militæret og har løsladt krigsfanger. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i [foråret] 2014 påbegyndte sin værnepligt, og at han den [dato] blev sendt til [by] ved grænsen til Aserbajdsjan med sit kompagni. Han fik besked på at bevogte tre aserbajdsjanske krigsfanger, der blev tilbageholdt i en bygning. Sergenterne begik fysiske overgreb mod fangerne og sagde til ansøgeren, at han skulle gøre det samme, hvilket ansøgeren afslog. Ansøgeren fik ondt af fangerne, hvorfor han efter tre dage gav dem brød og cigaretter, når han havde vagt. Dette blev opdaget af sergenterne, som slog ansøgeren bevidstløs, og smed ham ind i cellen sammen med de tre krigsfanger. Ansøgeren var tilbageholdt frem til den [dato], hvor han sammen med kompagniet tog tilbage til kasernen i [by]. Ansøgeren fortalte herefter, hvad der var sket til kommandøren, som sagde, at han skulle holde sin viden for sig selv. Ansøgeren blev herefter kaldt til samtale på lageret med kompagnikommandøren og de fire andre, som slog ansøgeren og konfronterede ham med, at han havde videregivet oplysninger om krigsfangerne til kommandøren. Omkring den [dato] blev ansøgeren på ny sendt til [by] med kompagniet, hvor de fire på ny spurgte, om ansøgeren ville medvirke til at foretage fysiske overgreb på fangerne. Ansøgeren nægtede dette og blev på ny spærret inde sammen med de tre krigsfanger. Under indespærringen aftalte ansøgeren med krigsfangerne, at han skulle hjælpe dem fri mod, at de til gengæld hjalp ansøgeren med at rejse til et sikkert sted. Efter to til tre dage sagde ansøgeren til de fire, at han var indforstået med at begå overgreb på fangerne, hvorefter han blev sat fri og fik til opgave at holde vagt igen. Den følgende nat under ansøgerens vagt åbnede ansøgeren døren til fangerne, og de flygtede sammen til fods til Aserbajdsjan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har løsladt krigsfanger og flygtet med dem, således som han har påberåbt sig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter, herunder om krigsfangernes navne, og om omstændighederne hvorunder de fire opdagede, at han gav krigsfangerne brød/cigaretter. Flygtningenævnet finder det endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren på ny skulle blive sat til at bevogte krigsfangerne, henset til ansøgerens sympati for disse, ligesom nævnet finder det mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke havde ammunition til sit våben. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om selve flugten, afstand til grænsen med videre må anses for ganske usikker og i øvrigt i sig selv mindre sandsynlig. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er deserteret fra militærtjeneste, men nævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer uforholdsmæssig straf som følge heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Armenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/17/LIN
