arme201613

Nævnet stadfæstede i februar og 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra [by], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren ikke er mindreårig. Nævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen den 25. juni 2015 på baggrund af en aldersvurdering af klageren af 1. juni 2015, udfærdiget af Københavns Universitet, Retspatologisk Afdeling, har truffet afgørelse om, at klageren er myndig. Nævnet er bekendt med, at styrelsens afgørelse er påklaget. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under sagsbehandlingen i nævnet har fremstået med tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af ukendte personer, som har dræbt hans far og bortført hans mor. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far arbejdede som freelance fotojournalist. Faderen fortalte ikke familien om sine arbejdsopgaver. I oktober 2014 skete der det, at ansøgerens far ikke kom hjem. Ansøgerens mor henvendte sig til politiet, der ikke umiddelbart ville foretage sig noget. Ansøgerens hjem blev efterfølgende opsøgt af to mænd. Ansøgeren var på det tidspunkt ikke hjemme. Mændene gennemsøgte faderens arbejdsværelse og tog blandt andet faderens bærbare computer med sig. Efter nogle dage kom de to mænd igen. De ledte efter ansøgerens far. De to mænd var aggressive og voldelige over for ansøgerens mor, og da ansøgeren ville beskytte sin mor også overfor ansøgeren. De to mænd forlod til slut hjemmet og ansøgeren søgte hjælp hos sin gudfader. På et tidspunkt kom faderen hjem. Faderen sagde, at de var i fare og at de skulle gøre sig klar til at forlade hjemmet. Faderen ville komme for at hente dem. Det er sidste gang, ansøgeren har set sin far. En af de følgende dage blev bopælen igen opsøgte af de to mænd og en tredje mand, som ledte efter faren. Sammen med moderen og søsteren blev ansøgeren låst inde i et rum. Da natten var ovre, blev ansøgerens mor hentet ud og taget med. Ansøgeren blev igen låst inde. Mændene havde hentet søsteren ud, og ansøgeren kunne høre søsterens høje skrig. På et tidspunkt åbnede ansøgerens søster døren for ansøgeren. Ansøgeren og hans søster tog herefter hjem til deres gudfar, som fortalte, at deres far var fundet brændt ihjel i en bil. Gudfaderen fortalte dem, at de selv var i fare og måtte flygte ud af landet. Samme dag kørte gudfaren ansøgeren og hans søster til Georgien, og efter cirka 14 dage havde gudfaderen arrangeret deres videre flugt. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om asylmotivet. Asylmotivet er afledt af ansøgerens faders problemer, hvorfor det i udgangspunktet er vanskeligt for ansøgeren nærmere at redegøre for konflikten. Ansøgeren er endvidere påvirket at oplevelserne i hjemlandet og af flugten. Uanset, at der tages hensyn her til, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at faderens konflikt på nuværende tidspunkt medfører, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/13/LIN