Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og apostolske kristne af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt med myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og en god bekendt den 25. september 2014 arrangerede en demonstration som følge af de netop indførte skatter. Demonstrationen havde til formål at få premiereministeren i tale. I forbindelse med demonstrationen blev ansøgeren anholdt efter ordre fra Osipyan. Ansøgeren var tilbageholdt i fem dage, hvor han blev slået og udsat for overgreb og tvunget til at skrive under på, at han var indforstået med, at politiet havde konfiskeret hans ejendom. Da ansøgeren blev løsladt, skrev han under på, at han ikke ville forlade landet. Den efterfølgende morgen anmeldte ansøgeren tilbageholdelsen til den nationale sikkerhedstjeneste. Om aftenen blev ansøgeren opsøgt af tre politimænd, som truede og slog ansøgeren bevidstløs, fordi han havde klaget over politiet. Da ansøgeren kom til bevidsthed, kontaktede han en ven, som bragte ham og den kvindelige ansøger til byen Kosh, hvor de opholdt sig i skjult indtil deres udrejse en halvanden måned senere. Den mandlige ansøger har på en række punkter forklaret upræcist og divergerende om hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om arrangementet af demonstrationen, om hvad ansøgeren fik at vide, da han blev ført væk efter demonstrationen, om behandlingen af ham under indbringelsen til politistationen, om det var vicepolitichefens barnebarn eller nevø, som ansøgeren beskyldte for at have stukket med kniv, om ansøgeren selv havde overværet knivstikkeriet, om omfanget og karakteren af den mandlige ansøgers klage til KGB, om beslutningen om at forlade lejligheden og om ansøgerens kontakt til andre efter at være kommet frem til Kosh. Herudover har ansøgeren først for Flygtningenævnet oplyst om et yderligere overgreb, som ansøgeren var udsat for på tredjedagen for sin tilbageholdelse hos politiet, selvom der er tale om et centralt element i det påberåbte asylmotiv. Endvidere er det påfaldende, at den mandlige ansøger gradvist har udbygget oplysningerne om sit kendskab til knivstikkeriet, hvorefter han nu personligt har overværet det, og at han endvidere skulle have fortalt dette direkte til vicepolitichefen, efter han ifølge sin egen forklaring havde fået tæsk. På denne baggrund og da den mandlige ansøger heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det skal særligt bemærkes, at oplysningerne fra den kvindelige ansøger ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne skulle have en konflikt med myndighederne. Det kan herefter ikke lægges til grund, at den mandlige ansøger var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/11/STR
