Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Armenien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra […], […], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive sat i fængsel, spærret inde på et psykiatrisk hospital og tvangsmedicineret, eller dræbt af politiet eller private. Hun har nærmere henvist til, at hun overværede et drab, og at drabsmanden, […], vil gøre det af med hende eller sørge herfor for ikke at blive draget til ansvar. Hun har herved henvist til […] forbindelser og rygter om hans kriminelle aktiviteter. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder imidlertid ikke, at ansøgeren i den anledning er i reel risiko for overgreb fra […] eller andre. Flertallet bemærker herved, at ansøgerens frygt hviler på formodninger, og at det ikke kan antages, at […] eller andre på nuværende tidspunkt vil udsætte ansøgeren for overgreb ved en tilbagevenden til Armenien. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke har indgivet anmeldelse til politiet eller andre, og at der ikke foreligger oplysninger om yderligere henvendelser på bopælen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i hvert fald vil kunne tage ophold andre steder i Armenien. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes endvidere, at asylmotivet ikke er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for, at udsætte sagen med henblik på at indhente nærmere oplysninger om […] forhold eller forbindelser eller mere al-mindelige baggrundsoplysninger om korruption, magtstrukturer m.v. i Armenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2015/7