Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet, født i 1970. Indrejst i marts 2002. Ansøgeren havde tidligere i Danmark søgt om asyl i henholdsvis 1997, 1998 og 1999. Herudover var ansøgeren i medfør af Dublin-konventionen taget tilbage fra henholdsvis Norge og Holland. Ansøgeren havde som asylmotiv senest til de danske myndigheder forklaret, at han var medlem af GIA, hvor han arbejdede indenfor gruppens efterretningstjeneste. Samtidig hermed aftjente ansøgeren militærtjeneste og kunne som følge heraf videregive oplysninger til GIA om militæret. Endvidere smuglede ansøgeren våben fra militæret til GIA. I 1991 deserterede ansøgeren fra militæret, idet han nægtede at fjerne demonstranter fra en demonstration. I 1996 udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning senest havde gjort gældende, at han efter indholdet af den fremlagte straffeattest var idømt et års ubetinget fængsel in absentia i 1992 for desertering i 1991, at han yderligere var deserteret fra militærtjeneste i 1996 i forbindelse med sin udrejse, at han som følge heraf frygtede enten yderligere domfældelse for andre forhold eller asylbegrundende overgreb under afsoning i de algeriske fængsler og at han frygtede forfølgelse/overgreb fra de islamiske grupper i Algeriet, som han angiveligt havde arbejdet for samtidig med at han arbejdede i det algeriske militær. Uanset om indholdet i den nævnte straffeattest kunne lægge til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke, at den idømte straf var udtryk for en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig streng sanktion. Flygtningenævnet fandt ej heller grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af sin desertering i 1996 ville være i risiko for en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig streng sanktion. Flygtningenævnet fandt ikke, at der i baggrundsoplysningerne var belæg for at antage, at ansøgeren i øvrigt under afsoning af fængselsstraffe i Algeriet ville være i risiko for asylbegrundende overgreb. For så vidt angår ansøgerens mulige tilknytning til de islamiske grupper i Algeriet, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren først på et meget sent tidspunkt af asylsagsforløbet forklarede om sin tilknytning til disse grupper. Ansøgeren havde således først under samtalen med Udlændingestyrelsen i august 2004 oplyst, at han i Holland var blevet kontaktet af personer med tilknytning til GIA, som forsøgte at overtale ham til at vende tilbage til Algeriet. Ansøgeren havde endvidere først under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at hans moder, hans moster og fem af mosterens sønner skulle være blevet tilbageholdt på et i øvrigt ikke nærmere angivet tidspunkt, idet han først havde fået disse oplysninger fra sin moder under en telefonsamtale for cirka en uge siden. Flygtningenævnet kunne under disse omstændigheder ikke lægge disse oplysninger til grund for sagen. Ansøgeren havde endvidere først under sagens behandling i Flygtningenævnet oplyst, at hans broder skulle være blevet anholdt, ligeledes på et ikke nærmere angivet tidspunkt, og at ansøgeren frygtede, at broderen havde angivet ham til myndighederne. Da denne oplysning først fremkom under nævnsbehandlingen, kunne den ikke lægges til grund for sagen. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgerens mulige subjektive frygt for en tilbagevenden til hjemlandet var begrundet i sådanne objektive kendsgerninger, at det af denne grund ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, som affattet forud for lov nr. 365 af 6. juni 2002. Algeriet/2004/1
