Alge20081

Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2007. Det fremgår af sagen, at ansøgeren under orlov fra militærtjeneste var blevet opsøgt af medlemmer af en modstandsgruppe. Ansøgeren havde oplyst, at han ikke havde nogen udeståender med myndighederne, men at han ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle afsone en straf på tre-fem års fængsel i militært fængsel. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaringer til grund for sagen, at ansøgerens broder var blevet opsøgt af medlemmer af en modstandsgruppe på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde været på orlov i sommeren 2002, for at spørge efter ansøgeren. Ansøgeren havde imidlertid forladt huset gennem et vindue for at tage ophold hos sin søster, indtil han i sommeren 2002 udrejste til Spanien. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund for sagen, at ansøgerens broder eller noget andet familiemedlem efterfølgende var blevet opsøgt af medlemmer af modstandsgruppen. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at medlemmer af modstandsgruppen på tidspunktet for nævnets afgørelse cirka seks år efter ville opsøge ansøgeren. Den omstændighed, at ansøgeren efter sine egne oplysninger var deserteret fra aftjening af værnepligt, fordi han var rejst ud af landet i august 2002, er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet som følge af sin desertering ville være i risiko for overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren var i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Algeriet/2008/1